Struggle Less – Live More!

Struggle Less – Live More!

I have always loved to away travel from the so-called “western” world. To get away from the comfort and the ideas so ingrained in our part of the world and to observe the exotic and the different. It has been with equal parts fascination and discomfort, I have observed life in countries such as Uganda, India and Mexico. And I noticed that often, when I met a stranger, I would ask myself questions like: What fills this person’s life? What are the values and life perception behind their culture?

I have found it especially difficulty to understand the apparent lethargic attitude to life, which, I believe, I have seen in many people’s lives the places, where I have travelled. I have seen many use a half or a full day sitting by the road side, greeting those who come by. “What do these people do?”, I would wonder. Or sometimes, I would grapple with the little less charming “Why don’t they get the finger out?” Though, whilst on my physical trips, I have also been on an inner journey. I started with the little conceited and self-centred western opinion that we know better, and that other cultures are merely stages behind our development. But from my meetings with people from other cultures, I have developed a true humility and gained an insight into the insidiousness, I have experienced in my own culture.

I began to think that perhaps the lifestyle, we are so busy preaching to the rest of the world is not the final answer. Perhaps our conquering and ravaging from the vikings to the colonists to today’s soldiers “fighting” against terror is not that sophisticated? Perhaps the urge to continually conquer new things, develop ourselves and fight against everything and everyone, we don’t understand, comes not from a place of profit but rather from hard-line survival?

Let me tell you about an experience I once had, which made me really reflect on these things and change my worldview. I was walking in a market in the small town of Kapchorwa in Uganda, where I was posted as a youth delegate for the Red Cross Youth in 1999. I saw a man, as I had so often seen him, sitting and selling mangos with a smile. He joyfully exclaimed “good morning” in the local language, which I have unfortunately forgotten today. I think, I was homesick that day and felt everything was so foreign and strange in Africa. I could not rein in my wonder or my sarcasm, when I asked him why he didn’t do anything other than sit and sell a handful of mangoes. He replied without thinking about it: How could he not, when mangoes rained down on his head…

And then it hit me: nothing has ever rained down on our heads – other than rain – literally – and that can only be transformed into food or wealth with a lot of hard and focused work. Our culture – and I refer here to the northern countries in general – have had to struggle more. Struggle to hunt and gather food, struggle to cultivate the fields and have enough stock to survive the winter. Today we are striving to develop our ideas and know-how, so our country does not go bankrupt, now that we have to outsource all of our manual labour to countries that can do it cheaper. We can’t rest on our laurels, as the phrase so aptly goes. We must be in constant motion and in constant alertness for when the cold or crisis hits us.

That alertness does not only put a strain our society, but also very much our health and well-being in general.

My blog is about how we can cultivate more health and well-being in a culture that never sleeps. In a culture that continually insists we work harder and do better. A society that advocates working hard and doing well before finding delight – but always leaves us with the big questions: “When have we done enough to deserve delight?” and “How long can we delight ourselves before we again must work hard?”

My main source of inspiration is the several thousand year old health tradition from India, Ayurveda. The focus of the blog will be to make this tradition relevant for us people of the north – in the time, culture and climate, we live in. “The science of life”, which is what Ayurveda translates as, has some quite valid suggestions for how descendants of the vikings can regain balance.

Come with me on a journey of sustainable health!

 

Given with love <3

Maria

 

Follow me on Facebook:

https://www.facebook.com/kaempmindre/

 

 

Insistér – på at du kan få det ligesom du ønsker det!

Insistér – på at du kan få det ligesom du ønsker det!

Ja, du hørte rigtigt.

Insistér!

Nægt fra dit inderste at give op. Insistér på at livet kan være lige præcis så eventyrligt og guddommeligt, som du inderst inde ved, det er skabt til at være.

At nøjes eller være ok med sit liv er for slapt og mere end det, det er en pest, du bærer i dit indre. Et ubehag, der gennem tid kan udvikle sig til fysiske og psykiske mén og sygdomme.

Drivkraften og lysten til at noget skal ændre sig og blive mere fuldkomment kommer fra dit inderste – en slags sjælens kald. Det er IKKE ønskerne og begæret efter mere, der er problemet, men i stedet accepten af mellemtilfredshed eller direkte utilfredshed med dit liv.

Når jeg bruger ordet insistere, så ønsker jeg at henlede din opmærksomhed på en dyb, indre kraft. En viljestyrke, der ikke er det samme som at kæmpe for noget på det ydre plan. Når du kæmper, så kommer det fra idéen om, at der er noget du skal “gøre” eller lægge dine fysiske kræfter i, for at det, du ønsker, skal ske. Når du insisterer på at noget skal ske, så kommer det indefra. At insistere er som at bekræfte din fødselsret til lykke. Når du kæmper, prøver du i stedet at overbevise dig selv og andre om, at du er det værd.

Ja, ja det er jo altsammen bare ord. Men hvordan gør man?

Først og fremmest: bliv bevidst om din indre dialog. Det er nemmere sagt end gjort. De fleste af os har et sind, der kører på autopilot. Hvor tanker kommer og går, som det passer dem. Tanker, der for de flestes vedkommende desværre ikke er synderligt originale men mere et tilsyneladende tilfældigt samsurium af idéer om os selv og livet, vi ubevidst har samlet op igennem årene. Det man ofte kalder overbevisninger.

Når du først har samlet dine overbevisninger op gennem din opvækst, så kan du risikere at bruge resten af livet på blot at bekræftet dem – ved mindre du bevidst ændrer dine overbevisninger eller lærer at stilne dit sind i gennem for eksempel yoga eller meditation.

Det skal lige tilføjes at mange af vores tillærte overbevisninger heldigvis er positive og livsbekræftende. Det er dem, der har støttet dig til at skabe alt det, du føler taknemmelighed for og stolthed ved i dit liv i dag. Men desværre er rigtig mange af vores overbevisninger dog hæmmende for vores frie udvikling og dermed virkeliggørelsen af vores drømme. For hvis du ikke tror, du er noget særligt, eller hvis du for eksempel kunne mærke det stritte i dit indre, da jeg skrev, at det er din fødselsret at være lykkelig, så kan du selvfølgelig ikke insistere på det.

Når du begynder at kunne betragte dine tanker udefra og den vej igennem bliver herre i eget hus igen, idet du frit kan til- og fravælge tanker, så kan du skabe et gunstigt miljø for den rene, uskyldige insisteren. Det er på en måde lidt ligesom at finde tilbage til sit indre barn. Den magiske, uskyldige, naive del af dig, der er sikker på, at det du giver dig i kast med lykkes. Og selv hvis noget ikke lykkes, så fortsætter du blot alligevel. Selv hvis en afvisning skulle komme din vej, så fortsætter du alligevel i barnets naivitet – og i den bevidste voksnes tillid til at lykke, glæde og ekstase er din livsvej.

Da jeg genåbnede mit firma sidste sommer, efter i et par år at have troet jeg skulle noget andet, så oplevede jeg at frø, jeg tidligere havde plantet i min virksomhed, begyndte at spire. Jeg fik bogstavelig talt indsigt i, at intet vi nogensinde lægger vores energi i er spildt eller ikke tæller i universets regnskab. Og så ramte indsigten mig: Den eneste forskel på de mennesker, der lykkes med det, de sætter sig for, og dem, der ikke gør, er, hvor længe de bliver ved med at insistere. Det ER en universel lov, at det vi giver vores energi vokser og på rette tidspunkt vil frugterne modnes og være klar til at blive plukket.

I dag gik jeg til Gyldendal med min bog, Kæmp Mindre – Lev Mere. Den bog insisterer jeg på at se – først på det danske marked og senere på en større scene. Det er faktisk en DONE DEAL for mit hjerte ved det, mit sind ser det og jeg lever det. Og så har min lærer og største nulevende inspirator, da også lige nævnt at bogen ER udgivet i den her video…

Hvad vil du gerne insistere på at se virkeliggørelsen af?

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

 

Ka’ du li’ dig?

Ka’ du li’ dig?

Den blå frostklare himmel er så hjerteskærende smuk og klar, at det føles som om alt bringes til overfladen i dag. Når skydækket ligger tungt, så er det nemmere at undertrykke og dulme følelser. Når himlen pludselig viser sig og solen skinner ind i mit hjerte, mærker jeg, hvad der findes. Snarere end at snakke om gode og dårlige følelser, kan jeg godt lide at forholde mig til graden af intensitetet i mine følelser.

For mig er intensitet hverken et positivt og et negativt fænomen, det er blot beskrivende for hvor meget liv, jeg mærker indeni. Nogle gange synes jeg, det er skønt at mærke livet og intensiteten – så kalder jeg det ekstase – andre gange er det nærmest for voldsomt. Jeg får lyst til at gemme mig og mærke mindre.

Jeg er klart en nørd, når det kommer til at studere og forstå mit indre liv. Så jeg spørger selvfølgelig hvorfor? Hvorfor vil jeg pludselig IKKE mærke, når jeg normalt elsker at mærke?

Jeg oplever i denne tid en fantastisk udvidelse i mit liv. En energimæssig udvidelse – jeg på det indre mærker som glæde, energi og styrke. Og i det ydre ser, som mit liv, der mere og mere former sig, som jeg ønsker. Det er jo helt igennem lykkelige omstændigheder og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Samtidig er det som om, når livet viser mig, at eventyret findes, så trækker det samtidig forhænget til side for de dybe begrænsninger og tvivl, der stadig måtte findes. Er jeg det værd? Fortjener jeg lykken? Er det virkelig muligt at få succes i verden ved at være den, jeg er? Uden at pynte på sandheden og leve bag en facade? Men samtidig ved at stå fuldt og helt ved mit eget lys?

Ifølge Ayurveda er vi i balance, når Agni er stærk. Agni er vores indre ild – evnen til ikke bare at fordøje, forbrænde og transformere maden, vi indtager, men også vores følelser, sanseindtryk og oplevelser. Evnen til at trække næring ud af livet og vokse af alt, hvad vi oplever, sanser og føler. Hvis vi ikke fordøjer og transformerer vores følelser, så kan de – i ligeså høj grad som dårlig mad og kemi – skabe indre stress og affaldsstoffer. Det Ayurveda kalder ophobning af Ama. Når vi favner os selv – lige der i de svære eller intense følelser, så kan vi rejse os og blive et mere og mere krystalliseret udtryk af dem, vi er.

For nyligt stødte jeg på et popnummer, som i disse dage healer mig. Det er som om mit indre hele tiden kalder på at høre nummeret. Og da jeg tænkte lidt nærmere over, hvad budskabet egentlig er, så passer det ret godt med det, jeg virkelig har brug for lige nu: At læne mig ind i tilliden til, jeg er god nok, som jeg er. At der ikke er noget særligt, jeg skal gøre eller præstere, men at jeg kan acceptere og elske mig selv, som jeg er. Selv når jeg ikke er super nærværende overfor mine børn, er uproduktiv i mit arbejde eller føler mig afvist af bittesmå ting andre gør eller siger.

Som popnummeret spørger; Ka’ du li’ dig?

Wait a second – why should you care, what they think of you? When you are all alone by yourself – do you like you?

Håber mine tanker og musikken vækker healing i dig også

 

Givet i Kærlighed

Maria <3

 

ALT ER SOM DET SKAL VÆRE + GUIDET MEDITATION

ALT ER SOM DET SKAL VÆRE + GUIDET MEDITATION

HVAD BETYDER JULEN EGENTLIG FOR DIG?

Jeg ved ikke om, jeg er den eneste, der har gået rundt her i december og følt mig sådan lidt alien-agtig? Det er ligesom om, jeg har set juleritualerne og – forventningerne udefra – og ærlig talt ikke rigtig forstår et pip. Jeg ved, at det vel nærmest er en af pointerne ved ritualer, at de ikke giver rationel mening, men har en kulturel eller social betydning, der overskygger, det sindet kan forstå… Alligevel sidder jeg tit med en tomhedsfornemmelse på denne tid af året. Det er ikke fordi, jeg har noget imod næstekærlighed, det at give gaver og prioritere tid til familien. Jeg forstår bare ikke hvordan, dét at ønske sig ting, købe noget til andre og spise noget bestemt mad nærmest er blevet en pligt. Jeg kender så mange mennesker, der simpelthen ikke ved, hvad de skal ønske sig (inkl. børn f.eks. mine egne to drenge), for lad os være ærlige; vi mangler sgu ikke noget! Hverken materielt eller kaloriemæssigt. Jeg overhørte en teenager nærmest beklage sig over, at skulle skrive en ønskeseddel…

Jeg reflekterer over det paradoksale i, hvordan jeg på en måde prædiker (for mig selv og andre), at universet er overflod og at livet handler om at tillade sig selv denne overflod og på den anden side, så virker den materielle og madmæssige overflod i julen ret frastødende på mig. Jeg savner dybde i julen og ved efterhånden, hvad der kan løfte mig og få mig til at glædes som et lille barn igen. Det er, når jeg forbinder mig med julens budskab, historierne om Jesus og fede gospelsange om hengivelse til skaberen. Og så selvfølgelig når jeg i glimt ser magien i mine børns ansigter eller mærker samhørigheden med min familie over det, vi deler i en særlig tid.

For mig repræsenterer Jesus det, vi som mennesker kan formå. Det vi kan rejse os til at være. Nogle oversættelser fra Biblen fortæller os, at Jesus efter at have helbredt syge, sagde: Rejs dig op og vær den, det var meningen, du skulle være. Det elsker jeg. Jeg elsker, at Jesus var næstekærlig nok til at heale alle, der havde brug for det, men bestemt nok til også at påpege, hvori folks virkelige lidelse lå. Ophavet til alle de andre lidelser – nemlig, at vi ikke opfører os, som de guddommelige skabninger, vi er.

Der er ikke EN ENESTE af os, der er her tilfældigt eller uden et formål. Vi er alle skabt fra samme guddommelige kilde af visdom og kærlighed og har hver især vores særlige vej eller formål i livet. Der er ingen, der er mere værd end andre og alle har vi muligheden for en gang for alle at sige: “Hvad er problemet?” Og herefter rejse os fra vores “sygeseng” og vise verden, hvem vi er.

Som Jesus kom for at vise os ved sit eksempel og minde os om med sine dejlige, tilgivende og bestemte ord:

REJS DIG OP OG VÆR DEN, DET VAR MENINGEN, DU SKULLE VÆRE

Hvis du – ligesom jeg – har brug for lidt støtte til at acceptere julen, som den ser ud anno 2015 i overflods Danmark, så deler jeg her en øvelse, der kan bringe dig ind i en tilstand af accept. På overfladen accepten af det, der sker omkring dig, men på et dybere plan: accepten af den, du er, og det, du er kommet til jorden for at blive.

Du må meget gerne dele øvelsen med din næste…

 

En gave givet i kærlighed

Maria <3

 

 

Frygt vs Kærlighed

Frygt vs Kærlighed

Det indslag i TV, der havde den største betydning for mig i min opvækst og på mange måder været med til at forme mig og lære mig om livet, er den amerikanske TV-serie Twin Peaks. Den serie har så mange dimensioner og jeg kunne tale længe om den, men det, der er vigtigt i forhold til denne blog, handler om, at vi i serien får præsenteret to såkaldte “steder”, som også kan ses som afkroge af vores psyke. Den geniale filmmager David Lynch, som har skrevet serien, beskriver det som “the black lodge” og “the white lodge”. Det er to steder i vores psyke, der har med henholdsvis vores mørke og vores lys at gøre. Agenterne, der undersøger den altoverskyggende mordsag på den lille bys skønhed Laura Palmer, kommer på sporet af dette og ønsker adgang til “the black lodge” – altså mørkets domæne – for at kunne finde morderen. De finder ud af at nøglen til mørket er Frygt, imens nøglen til lyset, som du nok har gættet, er Kærlighed.

I denne tid spiller frygt – i min mening – en alt for stor rolle i vores samfund. Og her tænker jeg altså ikke kun på frygten for terror. Jeg tænker også på frygten for alt, der er anderledes, for ikke at slå til, ikke være god nok etc. Der er en simpel universel lov, der fortæller os, at det vi giver vores energi, er det, der skabes mere af. I Twin Peaks sprog – jo mere du er i kontakt med din frygt desto længere er du på vej ind i mørkets domæne. Og helt ærligt, det er ikke fordi, der er noget galt med mørket. Det er en ligeså stor del af det fysiske liv, som lyset er. Men jeg føler, det er vigtigt, vi hver især ved, vi altid har et valg. Et valg om hvilken nøgle vi vil bære frem i livet – kærligheden eller frygten. Det er lang tid siden jeg besluttede mig for ikke at se nyheder eller tage stilling til “uretfærdigheder” ude i verden. Jeg valgte at trække energien hjem og i stedet hver eneste dag spørge mig selv, hvordan jeg kan leve i, udstråle og være: Kærlighed og lys. Måske er der nogle, der synes det lyder naivt. Samtidig må jeg sige, at jeg synes, det er naivt at tro at vores vrede, harme og frygt over det, der sker “derude”, har nogensomhelst værdi for mennesker i nød. Det er ligesom vi antager, at hvis vi følger med i grusomhederne på TV og får en følelsesmæssig reaktion, så hjælper vi de stakkels ofre… Intet kunne være længere fra sandheden, måske snarere tværtimod.

Det smukkeste billede toner frem fra mit indre, som jeg skriver dette. Billedet af Gandhi i saltmarchen i Indien i 1930. Saltmarchen blev symbolet på den indiske befolknings fredsfyldte oprør mod den britiske regering og dens undertrykkelse. Under marchen fængsles Gandhi og mange af hans ligesindede forsøgtes holdt tilbage med vold af britiske officerer. Volden fra briternes side holdt dog ikke inderne tilbage fra deres fredsfyldte oprør – de fortsatte tillidsfuldt uden at kæmpe tilbage. Mange blev slagtet, mistede deres liv eller invalideret, men denne insisteren på at blive i kærlighed endte med at tvinge briterne ud af Indien. Det siges, at saltmarchen var starten på den indiske uafhængighed, der dog først kom mange år senere.

Når jeg ser denne scene i filmen om Gandhis liv, så bliver mit hjerte rørt og jeg bliver dybt inspireret. Det er sådan, jeg ønsker at leve livet, at gå og stå i livet med åbent hjerte og oprejst pande uanset, hvad der måtte komme min vej. Jeg ønsker at møde verden og andre mennesker med kærlighed, uanset hvem, de er, og hvad, de har gjort. Jeg er overbevist om, at dette er den ENESTE måde at ændre noget. Du kan ikke bekæmpe vold og terror med vold. Og vrede og aggression i en hvilken som helst afskygning ER vold. Du er ikke forkert, hvis du føler denne vrede – overhovedet ikke. Du er meget meget menneskelig. Men du skal vide, at hvis du virkelig vil være en del af løsningen, så er kærlighed vejen. Kærligheden er nøglen til lyset – til den verden og indre tilstand, hvor vi kan leve i harmoni med os selv og hinanden. Som yogafilosofien fortæller os, så er verden “derude” en refleksion af verden “indeni”. Så hvordan ønsker du, verden skal være?

Eller sagt med Gandhis ord: “Be the change, you want to see in the world”  

Jeg har vedlagt omtalte klip fra filmen om Gandhis liv, der inkluderer et citat, som jeg med fordel synes vi kan tage til os i denne tid:

“They expect us to loose heart or fight back – we will do neither…” 

 

 

Givet i kærlighed <3

Maria

Elsk kræften – blødgør canceren!

Elsk kræften – blødgør canceren!

Jeg ved, at dette er kontroversielt – men jeg bliver nødt til at stå frem med denne blog. Jeg vil gerne præsentere et andet perspektiv på kræft end det medierne fodres os med og løfte sløret for, hvordan jeg mener, vi kan tage de første skridt mod helbredelse af denne altoverskyggende sundhedsmæssige udfordring.

NEJ! Jeg vil ikke være med til hverken at ”bekæmpe kræften” eller ”knække canceren.” Det er en utrolig retorik, der igennem mange år og med særligt tryk nu møder os omkring et af de store symptomer på vores livsstil, kræft. Jeg vil i stedet gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre det modsatte – nemlig elske kræften og blødgøre canceren.

Du tror måske, jeg prøver at provokere eller være dumsmart? Men lad os reflektere et niveau dybere sammen i stedet for blot at like, copy-paste og dele budskaber, som påduttes masserne, men som vi reelt ikke er bevidste om, hvad betyder for vores helbred.

Ubalancen vi kalder kræft er allerede en tilstand, hvori den kræftramte kæmper. Kræft er kroppens måde at bekæmpe sig selv – kort sagt udvikler vi kræft, fordi nogle af vores celler nægter at dø og i stedet muterer til skade for hele organismen. I virkeligheden er det naturligt og dermed ”sundt”, at celler dør, så nye kan opstå og igennem denne proces bevares og videreføres livet konstant. På celleniveau er døden altså uundgåelig og naturlig, men i kræfttilstanden kæmper kroppen med næb og klør for at undgå ”den naturlige død”. Det kan ses som et symptom på vores kultur, der nægter at ældes og i sidste ende erkende, at den fysiske krop skal dø en dag. En kultur, der domineres af medier, der spinder på og næres af frygt. Men jo mere vi går til denne ubalance med kamp-energi, jo mere vil kræften sprede sig.

Når jeg i stedet foreslår, at vi elsker kræften, er det ikke det samme som at sige, at vi ønsker mere af den. Det er i stedet en måde, hvorpå vi kan afvæbne det opkørte og destruktive system. Når vi med oprigtighed tør åbne øjnene og erkende, at kræften har haft gunstige vilkår for at udvikle sig og herfra møder den med kærlighed, så kan det, der kaldes ”mirakler”, opstå. I virkeligheden er helbredelsen af kræft ikke et mirakel – det er faktisk et tegn på naturlighed. Et tegn på ligevægt i krop og sind – tilstanden hvori kroppen kan selvhelbrede.

I stedet for at møde hårdt med hårdt, foreslår ayurveda, at vi balancerer os selv ved hjælp af modsætninger. Kamp-mentaliteten er et ubalanceret pitta-træk. Pitta er den livsenergi, der er forbundet med ilden og evnen til handling, disciplin, transformation og viljestyrke. I balance kan pitta opnå imponerende resultater og vil være en god og inspirerende leder. Men i en opkørt tilstand bliver pitta destruktiv, kritisk, fordømmende og svinger konstant pisken over sig selv og andre. Pitta balanceres ved hjælp af ro, blidhed, hvile, kølighed, latter, berøring og kærlighed.

I bogen og filmen ”The Secret” bliver vi præsenteret for Cathy Goodman, der efter at have fået diagnosen brystkræft, besluttede sig for at fjerne al stress fra sit liv ved at grine mange timer hver dag. Cathy og hendes mand så sjove film og humoristiske indslag hver eneste dag – og det blev hendes kur. Tre måneder efter var hun rask uden anden behandling.

Jeg prøver ikke at sige, at alle kan grine sig raske (men måske kan de?). Jeg inviterer til et større perspektiv og bevidsthed omkring sygdommens dybere væsen. Lægen Andreas Moritz beskriver i sin bog ”Kræft er ikke nogen sygdom”, hvordan kræft snarere end at være en sygdom er en forsvarsmekanisme – kroppens respons på dybereliggende sygdom, der måske på overfladen har med livsstil at gøre. Men så dukker spørgsmålet jo op: Hvorfor vælger vi en livsstil, der gør os syge? Hvad for et dybt, destruktivt mønster driver os at slå os selv ihjel (bogstavelig talt) med dårlig mad, og psykisk og fysisk stress?

Nej, det er tiden til at lægge våbnene og i stedet for at smide mere brænde på bålet ved hjælp af kemoterapi (der dræber raske celler også), stråling og operationer – elske os selv og livet lidt mere.

Kald mig hippie – men kærlighed er fundamentet for liv og mere liv er vel dybest set det, vi ønsker, når vi får en dødsdom?

Hvad tænker du?

 

Givet i kærlighed <3

Maria

heart-692312_1280

Pluk frugten, når den er moden – og først der!

Pluk frugten, når den er moden – og først der!

– En blog om udvikling, fremdrift og den rette timing

Af gemyt kan jeg godt lide at tingene skrider fremad. Jeg elsker udvikling, fremgang, at sætte flueben og at få afsluttet, hvad jeg har startet. Jeg tror også, man kan beskylde mig for til tider at være lettere utålmodig og have decideret ild i røven. Jeg lægger gerne ekstra (læs: for mange) kræfter i at få noget færdigt, selvom omstændighederne måske modarbejder projektet.

Jeg kaster al min energi ind i projekter, der tænder mig og ender ofte med at måtte trække stikket undervejs eller bagefter, fordi jeg har udmattet mig selv… Desværre…

Jeg oplever i denne tid noget, der er så stort for mig, at jeg får tårer i øjnene af at tænke på det og opleve det på min krop. Efter jeg første gang mødte yogaen for 14 år siden – og tog et stort og vigtigt skridt mod en radikal livsændring – har jeg stille og stødt arbejdet mig mod min drøm. Eller som man siger indenfor yogafilosofien: min dharma, der oversættes med livsvej. Jeg har bevæget mig mod det tidspunkt, hvor jeg turde stå frem (sådan for alvor og uden mindreværd af nogen slags) og lade mit lys skinne og være med til at gøre en forskel i andre menneskers liv gennem mit virke som inspirator for bevidsthedsudvidelse. Og her snakker jeg ikke kun som profession, men gennem alle mine roller i livet; også som mor, veninde, kæreste og datter.

Bare det at skrive dette nu, minder mig om at janteloven, og at det lille jeg stadig findes i mig og dette er også helt okay. Det, der dog har ændret sig, er, at min indre værdighed er vokset. Jeg tror i dag på, at jeg fortjener et skønt liv, hvor jeg på daglig basis passioneres af og glædes over mit liv. Hvor alt det, jeg drømmer om, er til rådighed for mig, blot fordi jeg er til. At jeg ikke længere behøver at kæmpe så hårdt for vise mit værd eller have berettigelse.

Ligesom at mit ønske er at inspirere andre, så har jeg også haft – og har stadig – vigtige lærere i mit liv. Dybt inde har jeg vist, at den person, der kunne hjælpe mig med at raffinere mine værktøjer, som underviser indenfor holistisk sundhed, er Deepak Chopra. Hans center ligger i Californien og en uddannelse der strækker sig over mange individuelle monduler, der selvsagt kræver meget tid, mange penge og mange, lange rejser. Det har virket urealistisk på det rationelle plan, men i mit indre har ønsket om at være elev der været intakt siden september 2001, hvor jeg købte Deepak Chopras bog ”Fuldkommen Sundhed”.

Denne bog beskriver ayurvedaens dybere syn på sundhed, der er langt fra det overfladiske syn, der ofte reducerer sundhed til få kalorier, fedtforbrænding, pulstræning og fravær af sygdom. Fuldkommen sundhed handler om den dybe, fuldkomne tilstand, som altid er en del af os – fordi den er vores essens. Og at det netop er kontakten til din essens (eller din sjæl om du vil), som bringer dig tilbage til din intakte, hele natur, hvorfra du mærker en dybere dimension af velvære i alle lag af dit liv.

For helt ærligt nu da vi er ved emnet; du kan ikke spise dig eller motionere dig sund og hel. At spise nærende mad, bevæge din krop OG tillade hvile er sidegevinsterne, der kommer helt af sig selv, når du lærer dig selv at kende på det dybeste plan. At dette er mit budskab i verden stod lysende klart, da jeg sidste efterår sad i lufthavnen på vej til mine endelig eksamener på Chopra Center University. Ufattelige mængder hjælp i forhold til praktisk og økonomisk at få uddannelsen til at blive virkelighed var kommet min vej. Der var så at sige løbet meget vand i åen, siden jeg startede uddannelsen 5 år tidligere. Jeg havde været på afveje, men mit hjerte havde på en måde aldrig tvivlet på, hvad det ville (eller hvad det vidste skulle ske).

Hvis jeg havde skyndet mig med at blive færdig ved at tage en billigere og hurtigere uddannelse (tro mig, det har været ved at ske mange gange), så havde frugten ikke været så sød og uimodståelig, som den er nu. Nogle ting tager simpelthen tid og handler om rette timing og tålmodighed. Det er Kaphas kvalitet, der beskrives i ayurveda, som legemeliggørelsen af vatas idé og pittas handling imod målet. For at noget kan blive til i fysisk form, så kræver det tillid, ro og rette timing. Og det tog mig mange år for alvor at indse dette. Det er med stor ydmyghed, at jeg i denne tid træder frem og viser, hvad jeg er her for – hvad jeg ”kan”. Hvad der er mit unikke bidrag til ayurvedaens og yogaens visdom. Og ja, jeg har allerede undervist i ni år, men værdigheden er vokset undervejs og jeg vidste, jeg trådte ind i en ny dimension, da jeg med certifikatet i hånden rejste hjem fra Californien.

Lige nu arbejder jeg mig imod endnu en vision, som også er en del af min livsvej: at få min lærer til Danmark i forbindelse med promovering af min bog, Kæmp Mindre – Lev mere, der udkommer næste år. Og han har sagt ja.

Hvad er din livsvej?

 

Givet i Kærlighed <3

Maria

 

Rå, Utæmmet Kærlighed + mp3

Rå, Utæmmet Kærlighed + mp3

Jeg har netop afsluttet en workshop med fokus på at forbinde to kraftfulde energier ifølge yoga – nemlig ildens (Manipura) og hjertets (Anahata) energicenter. Ilden, der også i Ayurveda repræsenterer vores indre power på alle planer. Evnen til at fordøje, forbrænde og transformere – ikke bare maden, men også følelser, indre overbevisninger og sanseindtryk. Ilden, der giver os handlekraft, viljestyrke og disciplin til at handle på vores drømme. Ilden, der dog bør balanceres med hjertets højere kraft og vision, der fører os fra vores umiddelbare ego-ønsker bundet på frygt og til et højere, holistisk perspektiv, hvor vi mærker de dybere, mere sande ønsker. Dem, der forbinder os med vores medmennesker og bunder i samhørighed.

”At følge sit hjerte” er blevet et fænomen, der er på manges læber i denne tid og juhuu for det!

Jeg føler dog, der er en nuance af denne hjerte-selvudvikling, der mangler taletid. Det kræver dog en lidt bredere definition af kærlighed end den sædvanlige, der er begrænset til de få mennesker og umiddelbart lykkelige stunder i vores liv.

Jeg ser kærlighed som selve livskraften – den der har skabt os (og hele universet), holder os i live og forbinder os med vores livsvej. Den er rå, utæmmet, altomfattende og langtfra altid lyserød, romantisk og velpoleret.

Jovist føles kærlighed nogle gange dejlig og romantisk. Livet viser sig måske et øjeblik fra sin milde side, måske er vi forelskede eller nybagte forældre. Og jeg er den første til at indrømme, at jeg elsker disse romantiske stunder og jeg kan efterhånden næsten heller ikke skrive en sms uden at sætte et hjerte på.

Men andre gange føles kærligheden ikke – hvad vores begrænsede sind vil kalde – ”godt”. Nogen gange river den os åben og når vi åbner os, viser ALT det, vi nogensinde har oplevet, gemt væk, glædet og skammet os over sig. Det kan være så overvældende, at vi måske mister troen på kærligheden og vender os væk en stund. Men hvordan kan vi egentlig miste troen på det, der har skabt os og holder os i live?

Kærligheden forlader os aldrig, i hvert fald ikke så længe vi trækker vejret og selv ikke efter døden, men det bliver en for omstændig snak at tage i denne blog. Universet overøser dig med kærlighed hvert eneste øjeblik, med hvert et åndedræt, hver en oplevelse, hver en følelse. Hvis du har det fantastisk, fortæller universet dig, at du er på rette spor. Hvis de negative følelser overtager dig, minder universet dig blidt og med tiden mere bestemt om, at du hænger fast i overbevisninger, der simpelthen er usande og ude af harmoni med virkeligheden. Som den kærlige moder, der guider dig på livets vej.

Ingen af os er perfekte. Vi får alle kærlige klap bagi indimellem.

I går var jeg fem år overfor min kæreste. Han var kommet til at lave en anden aftale (endda inden vi overhovedet blev kærester) på en dag, jeg regnede med, vi skulle være sammen. Det virker så komisk og banalt, når det sættes i perspektiv. Men inden i mig satte det skub i følelser af afvisning, svigt og ikke at være elsket. Jeg havde det i den grad elendigt – universet mindede mig om, at jeg hang fast i noget, der simpelthen ikke er i overensstemmelse med sandheden.

Jeg er elsket hvert eneste øjeblik, selv når jeg glemmer det. Og vejen tilbage er for mig, at føle taknemmelighed for ALT, jeg oplever. At minde mig selv om, at kærligheden også bor i udfordringen. Og det er faktisk meget større end ”bare” at acceptere øjeblikket. Det handler altså om mere end at spise lorten og komme videre. Men i stedet om at se skønheden i helheden. Når jeg rummer og favner polerne og skimter kærligheden i det hele, så løfter hele livet sig og verden får for alvor kulør. Livet bliver hjerteskærende smukt og det tilsyneladende gode og dårlige, rigtige og forkerte smelter sammen. Vi nærmer os den forening, yoga handler om.

Jeg har lavet en guidet øvelse, der forbinder dig med mit hjerte og støtter dig til at føle taknemmelighed for øjeblikket – med alt, hvad det indebærer.

 

Givet i kærlighed

Maria <3