Den fineste balance i livet oplever jeg som balancen mellem målrettet opmærksomhed på det, vi allermest ønsker, og så kæmpe ydmyghed overfor livets uforudsigelighed.
Jeg har lige ligget ned et par uger med en noget sejlivet urinvejsinfektion. Den fik lov til at udvikle sig fra en simpel blærebetændelse, fordi min indre stædige medicinkvinde tog over, som jeg har oplevet så mange gange før. Indeni har jeg fuld tillid til, jeg kan heale mig selv – med lidt hjælp fra naturen – og ofte virker det. Men ikke altid og ikke denne gang.
Som i alle andre sammenhænge i livet, går jeg efter idealet. I dette tilfælde var det for mig at undgå medicin, som jeg grundlæggende ikke føler mig tryg ved. Jeg elsker min krop så højt, at jeg vil gå langt for ikke at indtage noget, der kan skade mit system. Desuden tror jeg faktisk på, at sygdom er godt for immunsystemet. At immunforsvaret aktiveres og netop styrkes, hvis det får lov til at gøre sit arbejde. Da feberen først brød ud, brugte jeg et par dage i feberrystelser, for at give kroppen mulighed for netop at heale sig selv den vej. Feberen fortsatte dog og da jeg skulle til at agere mor og underviser igen, kom panodil ind i mit liv og senere penicillin.
Jeg fik det bedre, men kunne kun ligge ned i lang tid. Det gav mig tid til at reflektere og erkende, hvor vigtig kroppens funktionsdygtighed egentlig er i dette liv. Hvor afhængige vi er af, at kroppen har det godt. Jeg tror, mange af os ofte føler os hævede over kroppens behov og identificerer os mere med sindet og dets ubegrænsethed, viljestyrke og handlekraft. Men hvis kroppen først ligger ned, så er der altså grundlæggende svært at virke i den fysiske verden.
Imens jeg lå og tænkte og mærkede, ramte alle de svære spørgsmål og følelser mig pludselig. Hvorfor lå jeg her? Hvorfor ramte dette mig? Jeg kunne ikke være der for mine børn en hel uge. Jeg måtte aflyse yogahold og møde meget syg op til starten på en en ny workshop med mange deltagere. Jeg følte faktisk skam over ikke at være det sundhedsideal og den perfekte mor, som en del af mig ønsker at være. Lige pludselig spredte skammen sig som en kaskade ud over mit liv. Ud over mit parforhold, mine relationer og mest selvfølgelig i min indre dialog – i forholdet til mig selv. Følelserne var gamle, nogle jeg har kendt længe og selvom mit bevidsthedsniveau i dag er et andet og jeg sagtens rationelt kan fortælle mig selv, at det er naturligt at være et helt menneske med fejl og mangler, så havde jeg svært ved at løfte mig selv ud af tilstanden.
Jeg har været meget inspireret af Brené Brown, som studerer og kommunikerer omkring skam og sårbarhed. Hun kalder skam for “the swampland of the soul” og hentyder til, hvordan skam dybest set handler om følelsen af at være forkert, som vi er. På rejsen mod at lære vores sjæl eller dybere lag at kende vil vi uundgåeligt møde denne følelse. Jeg ser det, som en del af mit livsformål at rense og frisætte mig selv for skammen og i stedet træde fuldt og helt ind i mit lys.
Det jeg allerhelst vil give videre i verden – til mine børn og alle andre – er hele mig. At turde vise hele mig, for der er intet mere befriende end at være sammen med mennesker, der favner dem selv i alle deres perfekte så vel som uperfekte sider. Som tør at være sårbar, ærlig, stærk og livskraftig på én gang.
Jeg håber denne blog vil være med til at minde dig om, at du også er et fuldkomment menneske. At du også er et lys, der fortjener at skinne i verden, men at de svære følelser er en naturlig del af vejen.
Jeg vedlægger udpluk af et blidt yogaprogram, som du kan bruge til at skabe harmoni i dit indre eller til at finde ro inden sengetid. Hvis du ønsker endnu mere støtte, så bliv medlem <3
