Jeg ved, at dette er kontroversielt – men jeg bliver nødt til at stå frem med denne blog. Jeg vil gerne præsentere et andet perspektiv på kræft end det medierne fodres os med og løfte sløret for, hvordan jeg mener, vi kan tage de første skridt mod helbredelse af denne altoverskyggende sundhedsmæssige udfordring.
NEJ! Jeg vil ikke være med til hverken at ”bekæmpe kræften” eller ”knække canceren.” Det er en utrolig retorik, der igennem mange år og med særligt tryk nu møder os omkring et af de store symptomer på vores livsstil, kræft. Jeg vil i stedet gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre det modsatte – nemlig elske kræften og blødgøre canceren.
Du tror måske, jeg prøver at provokere eller være dumsmart? Men lad os reflektere et niveau dybere sammen i stedet for blot at like, copy-paste og dele budskaber, som påduttes masserne, men som vi reelt ikke er bevidste om, hvad betyder for vores helbred.
Ubalancen vi kalder kræft er allerede en tilstand, hvori den kræftramte kæmper. Kræft er kroppens måde at bekæmpe sig selv – kort sagt udvikler vi kræft, fordi nogle af vores celler nægter at dø og i stedet muterer til skade for hele organismen. I virkeligheden er det naturligt og dermed ”sundt”, at celler dør, så nye kan opstå og igennem denne proces bevares og videreføres livet konstant. På celleniveau er døden altså uundgåelig og naturlig, men i kræfttilstanden kæmper kroppen med næb og klør for at undgå ”den naturlige død”. Det kan ses som et symptom på vores kultur, der nægter at ældes og i sidste ende erkende, at den fysiske krop skal dø en dag. En kultur, der domineres af medier, der spinder på og næres af frygt. Men jo mere vi går til denne ubalance med kamp-energi, jo mere vil kræften sprede sig.
Når jeg i stedet foreslår, at vi elsker kræften, er det ikke det samme som at sige, at vi ønsker mere af den. Det er i stedet en måde, hvorpå vi kan afvæbne det opkørte og destruktive system. Når vi med oprigtighed tør åbne øjnene og erkende, at kræften har haft gunstige vilkår for at udvikle sig og herfra møder den med kærlighed, så kan det, der kaldes ”mirakler”, opstå. I virkeligheden er helbredelsen af kræft ikke et mirakel – det er faktisk et tegn på naturlighed. Et tegn på ligevægt i krop og sind – tilstanden hvori kroppen kan selvhelbrede.
I stedet for at møde hårdt med hårdt, foreslår ayurveda, at vi balancerer os selv ved hjælp af modsætninger. Kamp-mentaliteten er et ubalanceret pitta-træk. Pitta er den livsenergi, der er forbundet med ilden og evnen til handling, disciplin, transformation og viljestyrke. I balance kan pitta opnå imponerende resultater og vil være en god og inspirerende leder. Men i en opkørt tilstand bliver pitta destruktiv, kritisk, fordømmende og svinger konstant pisken over sig selv og andre. Pitta balanceres ved hjælp af ro, blidhed, hvile, kølighed, latter, berøring og kærlighed.
I bogen og filmen ”The Secret” bliver vi præsenteret for Cathy Goodman, der efter at have fået diagnosen brystkræft, besluttede sig for at fjerne al stress fra sit liv ved at grine mange timer hver dag. Cathy og hendes mand så sjove film og humoristiske indslag hver eneste dag – og det blev hendes kur. Tre måneder efter var hun rask uden anden behandling.
Jeg prøver ikke at sige, at alle kan grine sig raske (men måske kan de?). Jeg inviterer til et større perspektiv og bevidsthed omkring sygdommens dybere væsen. Lægen Andreas Moritz beskriver i sin bog ”Kræft er ikke nogen sygdom”, hvordan kræft snarere end at være en sygdom er en forsvarsmekanisme – kroppens respons på dybereliggende sygdom, der måske på overfladen har med livsstil at gøre. Men så dukker spørgsmålet jo op: Hvorfor vælger vi en livsstil, der gør os syge? Hvad for et dybt, destruktivt mønster driver os at slå os selv ihjel (bogstavelig talt) med dårlig mad, og psykisk og fysisk stress?
Nej, det er tiden til at lægge våbnene og i stedet for at smide mere brænde på bålet ved hjælp af kemoterapi (der dræber raske celler også), stråling og operationer – elske os selv og livet lidt mere.
Kald mig hippie – men kærlighed er fundamentet for liv og mere liv er vel dybest set det, vi ønsker, når vi får en dødsdom?
Hvad tænker du?
– En blog om udvikling, fremdrift og den rette timing
Af gemyt kan jeg godt lide at tingene skrider fremad. Jeg elsker udvikling, fremgang, at sætte flueben og at få afsluttet, hvad jeg har startet. Jeg tror også, man kan beskylde mig for til tider at være lettere utålmodig og have decideret ild i røven. Jeg lægger gerne ekstra (læs: for mange) kræfter i at få noget færdigt, selvom omstændighederne måske modarbejder projektet.
Jeg kaster al min energi ind i projekter, der tænder mig og ender ofte med at måtte trække stikket undervejs eller bagefter, fordi jeg har udmattet mig selv… Desværre…
Jeg oplever i denne tid noget, der er så stort for mig, at jeg får tårer i øjnene af at tænke på det og opleve det på min krop. Efter jeg første gang mødte yogaen for 14 år siden – og tog et stort og vigtigt skridt mod en radikal livsændring – har jeg stille og stødt arbejdet mig mod min drøm. Eller som man siger indenfor yogafilosofien: min dharma, der oversættes med livsvej. Jeg har bevæget mig mod det tidspunkt, hvor jeg turde stå frem (sådan for alvor og uden mindreværd af nogen slags) og lade mit lys skinne og være med til at gøre en forskel i andre menneskers liv gennem mit virke som inspirator for bevidsthedsudvidelse. Og her snakker jeg ikke kun som profession, men gennem alle mine roller i livet; også som mor, veninde, kæreste og datter.
Bare det at skrive dette nu, minder mig om at janteloven, og at det lille jeg stadig findes i mig og dette er også helt okay. Det, der dog har ændret sig, er, at min indre værdighed er vokset. Jeg tror i dag på, at jeg fortjener et skønt liv, hvor jeg på daglig basis passioneres af og glædes over mit liv. Hvor alt det, jeg drømmer om, er til rådighed for mig, blot fordi jeg er til. At jeg ikke længere behøver at kæmpe så hårdt for vise mit værd eller have berettigelse.
Ligesom at mit ønske er at inspirere andre, så har jeg også haft – og har stadig – vigtige lærere i mit liv. Dybt inde har jeg vist, at den person, der kunne hjælpe mig med at raffinere mine værktøjer, som underviser indenfor holistisk sundhed, er Deepak Chopra. Hans center ligger i Californien og en uddannelse der strækker sig over mange individuelle monduler, der selvsagt kræver meget tid, mange penge og mange, lange rejser. Det har virket urealistisk på det rationelle plan, men i mit indre har ønsket om at være elev der været intakt siden september 2001, hvor jeg købte Deepak Chopras bog ”Fuldkommen Sundhed”.
Denne bog beskriver ayurvedaens dybere syn på sundhed, der er langt fra det overfladiske syn, der ofte reducerer sundhed til få kalorier, fedtforbrænding, pulstræning og fravær af sygdom. Fuldkommen sundhed handler om den dybe, fuldkomne tilstand, som altid er en del af os – fordi den er vores essens. Og at det netop er kontakten til din essens (eller din sjæl om du vil), som bringer dig tilbage til din intakte, hele natur, hvorfra du mærker en dybere dimension af velvære i alle lag af dit liv.
For helt ærligt nu da vi er ved emnet; du kan ikke spise dig eller motionere dig sund og hel. At spise nærende mad, bevæge din krop OG tillade hvile er sidegevinsterne, der kommer helt af sig selv, når du lærer dig selv at kende på det dybeste plan. At dette er mit budskab i verden stod lysende klart, da jeg sidste efterår sad i lufthavnen på vej til mine endelig eksamener på Chopra Center University. Ufattelige mængder hjælp i forhold til praktisk og økonomisk at få uddannelsen til at blive virkelighed var kommet min vej. Der var så at sige løbet meget vand i åen, siden jeg startede uddannelsen 5 år tidligere. Jeg havde været på afveje, men mit hjerte havde på en måde aldrig tvivlet på, hvad det ville (eller hvad det vidste skulle ske).
Hvis jeg havde skyndet mig med at blive færdig ved at tage en billigere og hurtigere uddannelse (tro mig, det har været ved at ske mange gange), så havde frugten ikke været så sød og uimodståelig, som den er nu. Nogle ting tager simpelthen tid og handler om rette timing og tålmodighed. Det er Kaphas kvalitet, der beskrives i ayurveda, som legemeliggørelsen af vatas idé og pittas handling imod målet. For at noget kan blive til i fysisk form, så kræver det tillid, ro og rette timing. Og det tog mig mange år for alvor at indse dette. Det er med stor ydmyghed, at jeg i denne tid træder frem og viser, hvad jeg er her for – hvad jeg ”kan”. Hvad der er mit unikke bidrag til ayurvedaens og yogaens visdom. Og ja, jeg har allerede undervist i ni år, men værdigheden er vokset undervejs og jeg vidste, jeg trådte ind i en ny dimension, da jeg med certifikatet i hånden rejste hjem fra Californien.
Hvad er din livsvej?
Jeg har netop afsluttet en workshop med fokus på at forbinde to kraftfulde energier ifølge yoga – nemlig ildens (Manipura) og hjertets (Anahata) energicenter. Ilden, der også i Ayurveda repræsenterer vores indre power på alle planer. Evnen til at fordøje, forbrænde og transformere – ikke bare maden, men også følelser, indre overbevisninger og sanseindtryk. Ilden, der giver os handlekraft, viljestyrke og disciplin til at handle på vores drømme. Ilden, der dog bør balanceres med hjertets højere kraft og vision, der fører os fra vores umiddelbare ego-ønsker bundet på frygt og til et højere, holistisk perspektiv, hvor vi mærker de dybere, mere sande ønsker. Dem, der forbinder os med vores medmennesker og bunder i samhørighed.
Jeg føler dog, der er en nuance af denne hjerte-selvudvikling, der mangler taletid. Det kræver dog en lidt bredere definition af kærlighed end den sædvanlige, der er begrænset til de få mennesker og umiddelbart lykkelige stunder i vores liv.
Jeg ser kærlighed som selve livskraften – den der har skabt os (og hele universet), holder os i live og forbinder os med vores livsvej. Den er rå, utæmmet, altomfattende og langtfra altid lyserød, romantisk og velpoleret.
Jovist føles kærlighed nogle gange dejlig og romantisk. Livet viser sig måske et øjeblik fra sin milde side, måske er vi forelskede eller nybagte forældre. Og jeg er den første til at indrømme, at jeg elsker disse romantiske stunder og jeg kan efterhånden næsten heller ikke skrive en sms uden at sætte et hjerte på.
Men andre gange føles kærligheden ikke – hvad vores begrænsede sind vil kalde – ”godt”. Nogen gange river den os åben og når vi åbner os, viser ALT det, vi nogensinde har oplevet, gemt væk, glædet og skammet os over sig. Det kan være så overvældende, at vi måske mister troen på kærligheden og vender os væk en stund. Men hvordan kan vi egentlig miste troen på det, der har skabt os og holder os i live?
Kærligheden forlader os aldrig, i hvert fald ikke så længe vi trækker vejret og selv ikke efter døden, men det bliver en for omstændig snak at tage i denne blog. Universet overøser dig med kærlighed hvert eneste øjeblik, med hvert et åndedræt, hver en oplevelse, hver en følelse. Hvis du har det fantastisk, fortæller universet dig, at du er på rette spor. Hvis de negative følelser overtager dig, minder universet dig blidt og med tiden mere bestemt om, at du hænger fast i overbevisninger, der simpelthen er usande og ude af harmoni med virkeligheden. Som den kærlige moder, der guider dig på livets vej.
I går var jeg fem år overfor min kæreste. Han var kommet til at lave en anden aftale (endda inden vi overhovedet blev kærester) på en dag, jeg regnede med, vi skulle være sammen. Det virker så komisk og banalt, når det sættes i perspektiv. Men inden i mig satte det skub i følelser af afvisning, svigt og ikke at være elsket. Jeg havde det i den grad elendigt – universet mindede mig om, at jeg hang fast i noget, der simpelthen ikke er i overensstemmelse med sandheden.
Jeg er elsket hvert eneste øjeblik, selv når jeg glemmer det. Og vejen tilbage er for mig, at føle taknemmelighed for ALT, jeg oplever. At minde mig selv om, at kærligheden også bor i udfordringen. Og det er faktisk meget større end ”bare” at acceptere øjeblikket. Det handler altså om mere end at spise lorten og komme videre. Men i stedet om at se skønheden i helheden. Når jeg rummer og favner polerne og skimter kærligheden i det hele, så løfter hele livet sig og verden får for alvor kulør. Livet bliver hjerteskærende smukt og det tilsyneladende gode og dårlige, rigtige og forkerte smelter sammen. Vi nærmer os den forening, yoga handler om.
Jeg har lavet en guidet øvelse, der forbinder dig med mit hjerte og støtter dig til at føle taknemmelighed for øjeblikket – med alt, hvad det indebærer.
