Elsk kræften – blødgør canceren!

Jeg ved, at dette er kontroversielt – men jeg bliver nødt til at stå frem med denne blog. Jeg vil gerne præsentere et andet perspektiv på kræft end det medierne fodres os med og løfte sløret for, hvordan jeg mener, vi kan tage de første skridt mod helbredelse af denne altoverskyggende sundhedsmæssige udfordring.

NEJ! Jeg vil ikke være med til hverken at ”bekæmpe kræften” eller ”knække canceren.” Det er en utrolig retorik, der igennem mange år og med særligt tryk nu møder os omkring et af de store symptomer på vores livsstil, kræft. Jeg vil i stedet gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre det modsatte – nemlig elske kræften og blødgøre canceren.

Du tror måske, jeg prøver at provokere eller være dumsmart? Men lad os reflektere et niveau dybere sammen i stedet for blot at like, copy-paste og dele budskaber, som påduttes masserne, men som vi reelt ikke er bevidste om, hvad betyder for vores helbred.

Ubalancen vi kalder kræft er allerede en tilstand, hvori den kræftramte kæmper. Kræft er kroppens måde at bekæmpe sig selv – kort sagt udvikler vi kræft, fordi nogle af vores celler nægter at dø og i stedet muterer til skade for hele organismen. I virkeligheden er det naturligt og dermed ”sundt”, at celler dør, så nye kan opstå og igennem denne proces bevares og videreføres livet konstant. På celleniveau er døden altså uundgåelig og naturlig, men i kræfttilstanden kæmper kroppen med næb og klør for at undgå ”den naturlige død”. Det kan ses som et symptom på vores kultur, der nægter at ældes og i sidste ende erkende, at den fysiske krop skal dø en dag. En kultur, der domineres af medier, der spinder på og næres af frygt. Men jo mere vi går til denne ubalance med kamp-energi, jo mere vil kræften sprede sig.

Når jeg i stedet foreslår, at vi elsker kræften, er det ikke det samme som at sige, at vi ønsker mere af den. Det er i stedet en måde, hvorpå vi kan afvæbne det opkørte og destruktive system. Når vi med oprigtighed tør åbne øjnene og erkende, at kræften har haft gunstige vilkår for at udvikle sig og herfra møder den med kærlighed, så kan det, der kaldes ”mirakler”, opstå. I virkeligheden er helbredelsen af kræft ikke et mirakel – det er faktisk et tegn på naturlighed. Et tegn på ligevægt i krop og sind – tilstanden hvori kroppen kan selvhelbrede.

I stedet for at møde hårdt med hårdt, foreslår ayurveda, at vi balancerer os selv ved hjælp af modsætninger. Kamp-mentaliteten er et ubalanceret pitta-træk. Pitta er den livsenergi, der er forbundet med ilden og evnen til handling, disciplin, transformation og viljestyrke. I balance kan pitta opnå imponerende resultater og vil være en god og inspirerende leder. Men i en opkørt tilstand bliver pitta destruktiv, kritisk, fordømmende og svinger konstant pisken over sig selv og andre. Pitta balanceres ved hjælp af ro, blidhed, hvile, kølighed, latter, berøring og kærlighed.

I bogen og filmen ”The Secret” bliver vi præsenteret for Cathy Goodman, der efter at have fået diagnosen brystkræft, besluttede sig for at fjerne al stress fra sit liv ved at grine mange timer hver dag. Cathy og hendes mand så sjove film og humoristiske indslag hver eneste dag – og det blev hendes kur. Tre måneder efter var hun rask uden anden behandling.

Jeg prøver ikke at sige, at alle kan grine sig raske (men måske kan de?). Jeg inviterer til et større perspektiv og bevidsthed omkring sygdommens dybere væsen. Lægen Andreas Moritz beskriver i sin bog ”Kræft er ikke nogen sygdom”, hvordan kræft snarere end at være en sygdom er en forsvarsmekanisme – kroppens respons på dybereliggende sygdom, der måske på overfladen har med livsstil at gøre. Men så dukker spørgsmålet jo op: Hvorfor vælger vi en livsstil, der gør os syge? Hvad for et dybt, destruktivt mønster driver os at slå os selv ihjel (bogstavelig talt) med dårlig mad, og psykisk og fysisk stress?

Nej, det er tiden til at lægge våbnene og i stedet for at smide mere brænde på bålet ved hjælp af kemoterapi (der dræber raske celler også), stråling og operationer – elske os selv og livet lidt mere.

Kald mig hippie – men kærlighed er fundamentet for liv og mere liv er vel dybest set det, vi ønsker, når vi får en dødsdom?

Hvad tænker du?

 

Givet i kærlighed <3

Maria

heart-692312_1280

Share & connect!

  • 30th oktober 2015 kl. 15:28
    Permalink

    Jeg er på mange måder enig med dine reflektioner. Dog undrer det mig så når ganske små børn rammes af kræft. For dette sker også for børn af sunde, glade, afbalancerede forældre. Har du nogle tanker herom?

    Svar
    • 9th november 2015 kl. 13:54
      Permalink

      Hej Malene, tusind tak for dit indlæg og meget relevante spørgsmål. Jeg har brugt et par dage til at summe over svaret, da der selvfølgelig ikke er et entydigt svar på så stort et spørgsmål. Min blog var jo også ment som inspiration – en anden vinkel – på det vi sædvanligvis tænker, da blot det at skifte perspektivet kan løsne op for stagneret energi, som sygdom dybest set er.

      I forhold til børn og kræft – ser jeg to forklaringsmodeller, der ikke er uafhængige af hinanden, men har to meget forskellige abstraktionsniveauer. Den fysiske vinkel vil være at barnet allerede har undfangelsen er blevet påvirket af de “unaturlige” omgivelser, vi lever i, og fra moderen og hendes og faderens familiearv både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt har overtaget en del “giftstoffer” eller uforløste energier (se f.eks denne video ang. det fysiske: http://www.ninkasdetox.dk/index.php?id=114&no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=2588). Det dybere perspektiv, som jeg vælger at lægger på min oplevelse her i verden, er, at vi har indgået en slags “livets kontrakt” allerede inden vores fødsel. I yogafilosofien snakker man om karma fra tidligere liv, som skal udleves og forløses i det nye liv. Men selv hvis dette ikke giver mening for dig, så kan man se på livet, som en række af oplevelser (nogle vi kalder “gode” og nogle “dårlige”), som alle har til formål at udvikle os indtil vi en dag erkender, hvem vi dybest set er. I dette perspektiv så er et lille barns sygdom læring og udvikling for en hel familie og uden vi behøver at lægge “skyld” eller finde en rationel forklaring, så kan vi måske åbne for en nysgerrighed omkring, hvad der er at lære. Og når det drejer sig om et lille barn, så spiller forældrene jo en kæmpe rolle, idet barnet spejler sig og lærer ved at kigge på sine forældre. Så hvordan forældrene tackler sygdommen vil være altafgørende for barnet. Kan vi som forældre bringe kærlighed, blødhed og blidhed ind i processen? Kan vi støtte og selvfølgelig tillade sorg og frygt, men være bevidst om at frygten ikke overtager, men at kærligheden i stedet fylder mest? Tør vi insistere på at se gaven – det vi lærer, erkender og den rummelighed vi udvikler – midt i den tilsyneladende “elendighed”?
      I følge yoga og ayurveda er livet så meget større end det fysiske – og selv efter den fysiske krops død, vil det vi dybest set er leve videre. Det er uden tvivl barskt at være forælder til et barn med en dødelig sygdom og selvfølgelig endnu mere frygteligt at miste… Men med en lille dør åben til et større blik på livet er min erfaring dog, at kærligheden også er at finde i det svære.

      Jeg ved ikke, om det giver dig et tilfredsstillende svar. Dybest set tror jeg ikke, vi behøver at stræbe så meget efter at gøre det “rigtige” – heller ikke som forældre, men i stedet at tillade livet at udspille sig igennem os, tage imod, det der kommer, og elske undervejs. Det er den mest sandfærdige måde, jeg har prøvet at leve på i hvert fald.

      Givet i kærlighed <3
      Maria

      Svar
  • 25th oktober 2016 kl. 08:36
    Permalink

    Kære Maria

    Kære Maria
    Jeg blev meget inspireret af dit blogindlæg. Det du skriver giver god mening for mig.
    Hvis man har mistet en man elsket til kræft, så kan det være meget svært at elske kræften og jeg tænker nogle mennesker vil blive vrede og stødte over din artikel. Vi lærer meget mere om at kæmpe end om at elske. Kræft er blevet gjort til en samfundsfjende og det er lettere at give den skylden end at tage ansvar. Jeg kan nu virkelig godt lide din vinkel og det er et område af vores liv, som vi absolut kunne gavne af at elske i stedet for at kæmpe. Mere kærlighed i verden
    <3 Gitte

    Svar
    • 25th oktober 2016 kl. 22:45
      Permalink

      Kære Gitte,

      1000 tak for dit indlæg! Det rører mig virkelig, når du skriver, at vi lærer meget mere om at kæmpe end om at elske <3 Du har så ret og det gør sgu ondt i hjertet... Prøv bare at kigge på Nyhederne eller lyt til en tilfældig dialog på din færd ude i verden. Der er meget fokus på det negative, det vi ikke ønsker, det vi skal bekæmpe. Jeg tror intentionen er ren - vi mennesker længes virkelig efter lyset og kærligheden, men vi har virkelig misforstået vejen til det. Eller vi aner ikke, at vi selv har evnen til at skabe livet, glæden og kærligheden... Vi behøver IKKE vente på at vores liv ligner et perfekt eventyr. Vi kan ELSKE det lige nu - og GUD ja det må være hårdt at have mistet. Men livet ER værd at elske <3

      Tak igen for dit input - jeg værdsætter det meget!

      Givet i kærlighed <3
      Maria

      Svar
    • 27th oktober 2016 kl. 09:27
      Permalink

      Kære Sanne <3 Tak for dit input! Tak for at være en fælle på kærlighedens vej - os der er insisterende og stædige nok til ALTID at ville se det bedste i det, der sker. Det handler ikke om at lukke af for svære følelser, men at rumme dem og inkludere dem i det, vi forventer af livet. Accept ! Tak <3

      Svar
  • 26th oktober 2016 kl. 10:40
    Permalink

    Jeg mener følgende:

    Du mener det godt. Men du leverer skyld med skyld på. Det bryder jeg mig ikke om.

    Vh
    Alexandra

    Svar
  • 27th oktober 2016 kl. 09:40
    Permalink

    Kære Alexandra,

    Jeg er helt inde fra hjertet virkelig taknemmelig for, at du byder ind. At du tager dig tiden og energien til først og fremmest at læse bloggen og dernæst at kommentere. Tak!

    Jeg kan sagtens se, at man kan bruge bloggen til selvbebrejdelse. Jeg er selv mester i at vende skyld mod mig selv, når noget i mit liv ikke udvikler sig, som jeg havde håbet. Det er sgu noget lort!! Men det positive er, at den vinkel udsulter offeret i os. Offeret, der synes det er alle andres skyld eller bare ‘uretfærdigt’. Det er så lidelsesfuldt at føle sig som et offer for omstændighederne, for i den rolle er vi frataget al mulighed for handling, udvikling, forbedring. Og personligt tror og mærker jeg, at vi mennesker trives bedst med udvikling. Igen ikke ud fra tankegangen, at hvis jeg ikke udvikler/forandrer mig, så er jeg ikke elskelig, men tværtimod ud fra selvkærlighed. Jeg elsker mig selv så meget, at jeg ønsker, at livet skal være endnu bedre. Og et dejligt liv starter indeni – hvordan har jeg det med mig selv og med mit liv?

    Vi hører igen og igen folk, der har været igennem store livskriser, sige, at de ikke ville have undværet det. Det er i krisen/sygdommen, at vores motivation til at vende den nedadgående spiral er størst, det er her vi udvikler os – og bliver større og mere hele som mennesker. På den måde mener jeg, man kan bringe kærlighed ind i kræft snakken. For når vi oprigtigt føler kærlighed og taknemmelighed over det, der har ‘ramt’ os, så kan heling ske. Ikke i modstanden men i accepten <3

    Igen tak - jeg håber du får en dejlig dag

    Givet i kærlighed
    Maria

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *