Billede af en havet ved en strand med udsigt over horisonten

HENGIVELSE TIL EKSTASE + MUSIK

Forstil dig selv flydende på et roligt hav eller en flod med blid strøm. Din krop bæres af vandet og føles let og rolig, imens den stille flyder med vandets bevægelser; svulper med bølgerne eller tages med af flodens stille strøm. Mærk følelsen af at være bevægelig, afslappet og modtagelig…

Hvis vi kigger rundt i naturen og, som ayurveda anbefaler, begynder at lære af den, så ser vi, at alt vokser, udvikler og bevæger sig uanstrengt. At naturens lov er mindst mulig anstrengelse. Græsset gror op af jorden, blomsterknoppen åbner sig og fuglen flyver med dyb ro, lethed og elegance.

OVERBEVISNINGEN AT LIVET ER EN KAMP

På et tidspunkt lærte de fleste af os mennesker dog, at livet er en kamp. At jo hårdere og mere målrettet vi arbejder, jo mere succes vil vi få. På et plan kan du sikkert godt finde beviser på, at det virker, at du faktisk fik mere gang i din virksomhed eller fik bedre karakterer i skolen ved at slide i det og overhøre dine egne behov. De fleste af os har dog nok også luret, at det ikke er en strategi, der er langtidsholdbar. Vi lever i en kultur, hvor stress og stress-relaterede sygdomme er den største trussel imod et sundt og harmonisk samfund. Hvor vores krop og sind simpelthen står af, når vi har levet efter den livsfilosofi længe nok. Hvis vi ønsker bæredygtig succes, må en anden livsindstilling se dagens lys.

Det handler om, at have tillid til at livet vil os det godt, at vi vil få det, vi har brug for og at vi er gode nok, som vi er. Også når vi ikke scorer topkarakteren eller har succes efter ydre parametre. For lidt tid siden begik komikeren Robin Williams selvmord, før ham gjorde stjerne-skuespilleren Philip Seymour Hoffman det samme og før ham, så mange andre talentfulde og succesfulde mennesker. Det slår mig igen og igen, at vi går rundt med en romantisk drøm om, at når vi bare bliver succesfulde og får anerkendelse, så bliver vi lykkelige. Det er en stor, fed løgn… Undskyld mit sprog.

VEND PERSPEKTIVET 180 GRADER

Vi kan med fordel vende den tanke 180 grader. Det er i det øjeblik, vi bliver tilfredse med os selv og tør hvile i tilliden til, at vi er gode nok, som vi er, at indre fred og herefter succes i den ydre verden venter. Den ydre verden spejler dit indre. Hvis du helt inde kan mærke, du fortjener succes, glæde og et nydelsesfuldt liv, så vil verden spejle det. Denne proces handler om hele tiden at turde træde det næste skridt i dit liv uden trangen til udefrakommende godkendelse, bekræftelse eller tryghed. Det er ikke “trygt” (på den traditionelle måde) at leve efter dit hjerte, men det er føles ekstatisk. Og ønsker du det? JA!

Når du først overgiver dig til denne livsstil, så er det dog faktisk det tryggeste, der findes. For hvordan kan det være andet end trygt at lære at læne dig ind i dig selv og være – for at sige det ligeud – skide ligeglad med, hvad andre synes eller normer plæderer?

DIN TRYGHED OG EKSTASE FINDES SAMME STED

Velkommen til sand tryghed og fuldstændig ekstatiske følelser. Jeg ved godt, hvorfor folk drikker, tager stoffer og gør sig selv afhængig af alt muligt, der kan løfte dem ud af hverdagens triste trædemølle. Jeg har ingen dom, jeg søger samme tilstand selv. Det er kontakten med din sjæl, der løfter dig til ekstatiske højder. Og hvordan genskaber du så den kontakt?

Du ved det godt. Vær dig, lev dig, udtryk dig, elsk dig <3

Tillad dig selv, ALT det, der gør dig glad. En fantastisk bivirkning ved denne levevis er, at du automatisk opgiver dine domme over andres liv, din trang til at have ret og ønske om at manipulere andre til at synes eller gøre noget bestemt. Du accepterer andre, fordi du accepterer dig selv og det er sand frihed.

Tag med på en rejse ind i hengivenhed og mindst mulig anstrengelse på dette nummer, som er en del af Kristian Thorsagers og mit album – Seven Inner Journeys…

Givet i kærlighed <3

Maria

Tilmeld nyhedsbrev

& modtag Dosha-test og opskrifter til din type.

da_DKDansk