Lev mere – Kæmp mindre

Jeg har altid elsket at rejse væk fra den såkaldte “vestlige” verden. At komme væk fra den komfort og de indgroede idéer, vi besidder i vores del af verdenen og observere det eksotiske og anderledes. Det har været med lige dele fascination og væmmelse, at jeg har iagttaget livets gang i lande som Uganda, Indien og Mexico. Jeg har lagt mærke til, at jeg, når jeg møder et fremmed menneske, altid stiller mig selv spørgsmålene; hvad fylder dette menneskes liv? Hvad er værdierne og livsopfattelsen bag denne kultur?

Jeg har især ikke kunne forstå den tilsyneladende lade holdning til livet, som jeg synes, jeg har set i mange menneskers liv i andre dele af verden. Mange bruger halve eller hele dage på at sidde ved vejen og hilse på dem, der kommer forbi. “Hvad laver disse mennesker?” Eller det lidt mindre charmerende “Hvorfor får de ikke fingeren ud?” har været spørgsmål, jeg har tumlet med.

 

Min indre rejse

Igennem mine ture har jeg dog selv været på en indre rejse. Jeg startede i den lidt opblæste og selvcentrerede vestlige opfattelse, at vi ved bedre, og at andre kulturer blot er stadier bagved vores udvikling. Gennem mit møde med mennesker fra andre kulturer udviklede min opfattelse sig til en sand ydmyghed og en snigende indsigt. Jeg tænkte, måske er den livsstil, vi har så travlt med at prædike til verdenen ikke det endelige svar. Måske er vores erobren og hærgen fra vikingerne til kolonisterne til nutidens soldater, der “kæmper” mod terror, alligevel ikke så sofistikeret? Måske stammer trangen til hele tiden at erobre nyt, udvikle os og kæmpe mod alt og alle, vi ikke forstår, ikke fra et sted med overskud men snarere fra benhård overlevelse?

Om mit aha i Afrika

Lad mig fortælle dig om en oplevelse, jeg engang havde, som fik mig til virkelig at reflektere over disse ting og ændre mit verdenssyn. Jeg kom gående på et marked i den lille by Kapchorwa i Uganda, hvor jeg var udsendt som ungdomsdelegat for Ungdommens Røde Kors i 1999. Jeg så manden, som jeg så ofte havde set sidde og sælge mangoer med et smil på læben. Han udbrød et glædesfyldt “godmorgen” på lokalsproget, som jeg desværre har glemt alt om i dag. Jeg tror, jeg den dag havde hjemve og synes, det hele var mærkeligt i Afrika. Jeg kunne ikke holde min undren og sarkasme tilbage, da jeg spurgte ham, hvorfor han ikke lavede andet end at sidde og sælge et par håndfulde mangoer. Han svarede uden at tænke over det; hvorfor han dog skulle det, når mangoerne nu regnede ned i hovedet på ham…

Og så slog det mig: ingenting har nogensinde regnet ned i hovedet på os – andet end regn i bogstaveligste forstand og det kan ikke uden fokuseret arbejde omsættes til føde eller velstand. Vores kultur – og her henviser jeg til norden generelt – har skulle kæmpe meget mere. Kæmpe for at jage og samle føde, kæmpe for at dyrke markerne og få nok forråd til at overleve vinteren. I dag kæmper vi for at udvikle vores idéer og know-how, så vores land ikke går bankeråt, nu da vi må udlicitere al vores manuelle arbejde til lande med billigere arbejdskraft. Vi kan ikke hvile på laurbærrene, som udtrykket så rammende siger. Vi må være i konstant bevægelse og i konstant beredskab til, når kulden eller krisen kradser.

Det beredskab betyder ikke blot noget for det samfund, vi får bygget op, men i høj grad også noget for vores sundhed og velvære i det hele taget.

 

Lad os kultivere vedvarende sundhed

Mine blogs handler om, hvordan vi kan kultivere mere sundhed og velvære i en kultur, der aldrig sover. I en kultur, der insisterer på hele tiden at arbejde hårdere og blive bedre. Et samfund, der altid plæderer for at yde, før vi kan nyde – men som altid efterlader os med det store spørgsmål: “Hvornår har vi ydet nok til, at vi må nyde”? “Og hvor længe kan vi så nyde, før vi igen må yde”?

Jeg tager udgangspunkt i den flere tusind år gamle sundhedstradition fra Indien, Ayurveda. Fokus vil være at gøre denne tradition relevant for os danskere – i den tid, kultur og det klima, vi befinder os i. Livets Videnskab, som ayurveda oversættes til, har nemlig nogle kvalificerede bud på, hvordan vikingernes efterkommere kan genvinde balance.

Kom med mig på en rejse mod vedvarende sundhed

 

Givet i kærlighed <3

Maria

 

nybønitræ

Share & connect!

  • 20th maj 2015 kl. 14:51
    Permalink

    Og derudover så fedt du skriver på dansk:)

    Svar
  • 20th maj 2015 kl. 14:52
    Permalink

    Så godt formuleret – og på dansk. Super godt Maria:) Glæder mig til at følge dig

    Svar
  • 20th maj 2015 kl. 19:06
    Permalink

    Tak for ordene – og fordi du vil være med på rejsen <3

    Svar
  • 29th maj 2015 kl. 05:41
    Permalink

    Dejligt indlæg, tak Maria – ja, hvordan får vi sundhed og velvære til at regne ned i hovedet på os?

    Svar
    • 2nd juni 2015 kl. 12:05
      Permalink

      Kolde bade, langsomhed, tid til at nyde livet og elske os selv… Tror jeg i al ydmyghed;) Tak for dig Maiken<3

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *