En bog i produktion: Lev mere – Kæmp mindre

Bogen “Lev mere – Kæmp mindre” (undertitel: “Ayurveda for os i Norden”) er en sundhedsbog, der tager udgangspunkt i den flere tusinde år gamle sundhedsvidenskab fra Indien, Ayurveda.

Mere specifikt undersøger jeg, hvordan vi ud fra ayurveda kan forstå og hele nogle af de livsstilssygdomme, vi er udfordret med i Danmark. Og hvordan vores kulturarv og klima spiller en rolle i vores moderne fysiske og mentale ubalancer.

Ayurveda betyder “Livets Videnskab” og dækker alle områder af livet. Derfor vil bogen komme ind på alt fra følelser, livsstil, kost, motion, digitale stimuli, døgn- og årstidsrytmer m.m.

 

Problemfelt og motivation

Ifølge ayurveda skaber vi sundhed ved at kende vores egen naturlige tilbøjelighed og sørge for, at den ikke kommer til at fylde for meget. I den kultur og det klima vi lever i i Danmark, har vi en tendens til at være hurtige, handle og præstere. Det er en overlevelsesstrategi, der går langt tilbage, og som sikrer os livet i et land, der ofte er gråt, vådt og koldt. Det er smart, men det gør også, at vi konstant er i en slags beredskab, og at vi altid tror, at løsningen på vores udfordring, uanset om den er mental, fysisk eller praktisk, er at kæmpe hårdere eller gøre mere. Det er opslidende i længden at leve efter den devise, og vi ser det hos alle de mennesker, der i dag lider af stress, udbrændthed og depression. Vi ser også tydeligt tendensen i den typer sundhedsbøger, der kommer på markedet. Det gælder for det meste om at opnå noget på x antal uger, altså at præstere – et andet ord for at kæmpe, og giver os måske derfor ikke en sundhed, der er vedvarende.

På det personlige plan var jeg i 2001 på vej ind i en depression. Jeg pressede mig selv til altid at præstere og havde dybest set planlagt og eksekveret et liv, jeg ikke brød mig om. Jeg følte mig konstant trængt op i en krog og havde ingen åndehuller til blot at være. Da jeg også fik svært ved at sove, begyndte jeg til yoga, da jeg havde en idé om, at dette måske ville hjælpe. Det blev starten på en fuldstændig omlægning af mit liv. Foruden yogaøvelser integrerede jeg ayurvedas principper i mit liv og jeg blev meget overrasket over, hvor stor en effekt dette naturlige system havde på mit helbred. Jeg har siden været så passioneret omkring at dele disse redskaberne, der er så simple og ligetil, at alle kan gå til dem, at jeg har valgt at uddanne mig og undervise i samme

 

Bogens perspektiv på Danmarks udfordringer

Ayurveda har et uhyre interessant perspektiv på vores udfordringer, som snarere handler om at berolige vores system end at præstere og kæmpe for vores sundhed. Bogens grundlæggende budskab vil være, at du ved at gøre mindre og begynde at mærke og sanse mere allerede vil være i gang med at heale dig selv. Det er et budskab, der i den grad er brug for i en verden fuld af stress og som jeg tror, vi er ved at være klar til at høre og tage til os. Sygemeldinger på grund af stress og stress-relaterede sygdomme er ikke blot en udfordring for individet og dets familie, men for hele samfundet, da det i dag koster mange penge. Mange søger alternative løsninger og selv arbejdspladser støtter tiltag som mindfulness træning. De færreste af os evner desværre “bare” at sætte os ned og finde tid og ro til for eksempel meditation, som er et af mange redskaber i ayurveda.

Bogen vil give indsigt i videnskaben bag ayurveda, som for de fleste af os er nødvendigt, før vi tør hengive os til noget.

 

Opbygning og stil

Mit mål er at skrive om ayurveda på en letforståelig måde. Dette er ikke blot en bog til spirituelle eller akademikere – men til alle, der søger mere forståelse for deres egen sundhed eller mangel på samme. Jeg vil give mange eksempler – både personlige og fra kursister og klienter – og tale letforståeligt om, hvad for eksempel stress, depression og kræft er symptomer på. Selvfølgelig underbygget af nyere tids forskning om emnet. Der vil være små opgaver i bogen, der vil hjælpe læseren med at integrere indsigterne i hverdagen, samt kode til online træning.

 

Konceptet online

Dette er ikke blot en bog, men et helt online koncept, for Livets Videnskab integreres først rigtigt i dit liv, når du ikke blot forstår det med hovedet, men faktisk efterlever principperne.

Bogen vil derfor indeholde en kode, der giver læseren mulighed for at logge ind og modtage yderligere inspiration, som undervisning i yoga, åndedrætsøvelser og meditation online. Her vil der også være et forum med mulighed for at dele erfaringer og stille spørgsmål samt en blog med anden inspiration som f.eks. opskrifter til de forskellige doshaer.

Ligeledes kan læserne og andre følge “Lev mere – Kæmp mindre” på Facebook og Instagram. Se mere på Instagram under profilen @live_more_struggle_less og på www.facebook.com/levmerekaempmindre.

Bogen udkommer i 2017. Følg bloggen indtil da, der kredser om de samme emner.

 

M_JUHL_141116_022-ZF-8798-77601-1-001-022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *