Opgøret med one size fits all + mp3

Så er det godt nyt for alle rebeller.

Der findes faktisk en sundhedstradition, som hylder individualitet og gør op med ideen, one size fits all. Ayurveda, som betyder Livets Videnskab, gør op med universelle paradigmer om ”sundt” og ”usundt”. Hermed bekræfter videnskaben, det du måske kan mærke intuitivt, at vejen til sundhed ikke er den samme for dig, som for din veninde eller mand. Selvom vi sommetider ihærdigt forsøger at ligne og blive som andre, må vi igen og igen sande, at der kun er én af os hver, og at balance og harmoni ser forskelligt ud i alle mennesker.

 

Dagligdagens indre kamp

Jeg undres tit over, hvorfor vi alligevel lapper damebladene i os – og sidder og nikker, når den ene efter den anden artikel om sundhed og ny forskning bliver offentliggjort? En uge fortæller et paradigme måske, at det er usundt at drikke kaffe, og senere fortæller et andet, at det er sundt. Vi bliver kastet rundt i manegen med alt det “nye” sunde, vi skal gøre. Hvorfor tager vi de skiftende vinde til os, når vi måske ikke har lyst, eller det ikke føles rigtigt? Jeg tror mange af os er druknet i dagligdagens gøren og iver efter præstation – som jeg tillader mig at kalde kamp. Og i kampens hede har vi måske mistet tilliden til os selv eller er faret vild, og vi ender med at lytte til andre.

Da jeg først blev involveret i helseverdenen gennem yoga, så tog jeg idéerne om alt det, som ikke ansås for “sundt” til mig. Jeg udviklede mig alene ved tankens kraft nærmest til multiallergiker. Jeg fik kløe i øjnene bare at af kigge på brød og var sikker på, at jeg ikke kunne tåle mælk og sukker. Jeg har med tiden fundet ud af, at jeg kan slippe disse fikse ideer og leve et mere balanceret liv på alle planer, når jeg lytter til mig selv.

 

Når vi mister fodfæstet

Vores børn ved fuldstændig, hvad de har lyst til at spise, lege og gøre. Det er først, når vi begynder at lytte til noget uden for os selv – reklamerne på TV, velmenende forældre eller den smarte dreng i børnehaven, at det begynder at gå galt.

Det er først, når vi får at vide, at det er for naivt, dumdristigt eller risikabelt at gå efter vores drømme og tro, vi er noget særligt, at vi for alvor mister vores fodfæste og forbindelsen til, hvem vi er.

Ayurveda fortæller os, at alt levende består af en særlig kombination af tre livsenergier, de såkaldte doshaer; vata, pitta og kapha. Du behøver bestemt ikke kendskab til denne teori for at leve et liv i balance. Du kan dog få større klarhed omkring din særlige kombination af disse energier og dermed støtte tilbage til balance ved at tage en doshatest eller få lavet en pulsdiagnose, men dybest set vil det ikke være ny viden for dig. Du er kaptajn i dit eget liv og den eneste, der præcis kan mærke din vej.

 

Rejsen hjem igen

Ayurvedaen er desuden en dybere og mere kompleks visdom end blot ”tre typers personlighedstest”. Det handler om at få en forståelse for, hvordan energierne udtrykker sig i naturen i og omkring dig. Denne forståelse bliver en slags kort eller GPS, du kan navigere efter og som kan lede dig tilbage på sporet til dig. Af den vej kan du igen finde tilbage til et liv, der på alle måder afspejler den person, du er, og hvor du mestrer din sundhed.

Ifølge ayurveda er der ikke en rigtig eller forkert måde at leve på – der er en for os hver. Når du lærer principperne at kende og begynder at eksperimentere med dem, vækker du dine egne sanser. Du vil hermed begynder at leve, agere og indtage, som dit indre fortæller dig, frem for hvad den nyeste trend dikterer.

Jeg vedlægger en guidet mp3 øvelse. Jeg kalder den, JEG ER, og den kan forhåbentlig støtte dig på din rejse hjem.

 

Givet i kærlighed <3

Maria

 

 

* Tak til www.kristianthorsager.com for skøn musik

 

spiral

Share & connect!

  • 24th maj 2015 kl. 11:01
    Permalink

    Hej Maria.
    Er meget interesseret i doshatest og nu må jeg altså få indsigt i Ayurveda. Har koncentreret mig om daglige meditationer, det går godt efter de blev en del af min dagligdag.
    Næste skridt er taget og vil involvere mig i Ayurveda.
    Glæder mig følge din side her.

    Namaste
    Sune

    Svar
    • 2nd juni 2015 kl. 12:07
      Permalink

      On lidt kommer en blog om første skridt ind i ayurvedaens verden (i min optik) – balancering af vata… Dejligt du er med, Sune<3

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *