Smerten ved det perfekte liv!

Smerten ved det perfekte liv!

For nylig så jeg filmen om Whitney Houstens liv, og jeg har simpelthen nærmest ikke kunne ryste den af mig igen. Da jeg voksede op, var hun en af dem, jeg så op til. Med en fantastisk stemme, et smukt ydre og en karriere alle vel kan være misundelig på, ønskede jeg at være som hende. At se hende bag facaden og hvilket – undskyld sproget – lorteliv, hun levede, som afhængig af stoffer siden 12 år, har sat en storm i gang inden i mig.

Selvom vi vel alle efterhånden HAR fattet, at det at være berømt og rig ikke gør en lykkelig… Så er jeg alligevel rystet over, hvor mange af tidens forbilleder, der dør af “fejlmedicinering” (læs: misbrug af substanser for at kompencere for et ulykkeligt hjerte) i disse tider. Hvis jeg ikke husker meget galt, så er Michael Jackson, George Michael, Robin Williams, Prince, Heath Ledger, Philip Seymour Hoffman… med MANGE flere også i den kategori.

Det jeg reflekterer over er, hvordan vi mennesker i vores iver efter kun fremstille og mærke det pæne, smukke og nemme, gemmer alt andet væk ved at se op til glansbilleder. Personer, som i virkeligheden er alt andet end glansbilleder. Vi begynder at lave os selv om og ligne dem, vi ønsker at fremstå som, i det små med make-up, designertøj, retoucherede fotos, og bevæger os måske over i kosmetiske operationer og såkaldte “recreational drugs”, som skal gøre os mere selskabelige og socialt accepterede… I stedet for bare én gang for alle at vise verden, hvem vi er!!

Læs mere

Share & connect!
Ja, jeg er jaloux! + yndlingsmusik!

Ja, jeg er jaloux! + yndlingsmusik!

Jeg kan være en sådan lidt stædig og selvhøjtidelig type, der nogle gange mener, jeg har fundet de vises sten i livet. Jeg siger, at alt handler om accept og at elske livet, som det er. Under den lidt arrogante og polerede overflade gemmer der sig et sprødt, blødt og meget følsomt hjerte, der mest af alt ønsker at være elsket, elske og gøre en forskel for andre end mig selv <3

For nylig er jeg blevet pinlig bevidst om, hvordan jeg i mange sammenhænge prøver at beskytte den enorme følsomhed, jeg bærer rundt på (i bund og grund tænker jeg, at alle mennesker har denne følsomhed, så spar gerne diagnosen:)). Det har resulteret i, at jeg, fra jeg var helt ung, altid er gået fra mine kæreste, før de gik fra mig. Og det er ikke kun i kærlighedsrelationer, at dette mønster har styret mig. Jeg kan faktisk se det nærmest alle steder. Når noget bliver svært, så får jeg en helt enorm trang til at løbe. Jeg mærker indeni lettelsen og glæden ved at frigøre mig fra det, der potentielt kan såre mig.

Det er vist ikke en hemmelighed, at jeg sidste sommer mødte manden i mit liv <3 Den mand, der både spejler og udfordrer mit sjæl på den helt rigtige måde. Jeg genkender hans dybeste væsen, hans ild, egenrådighed, kærlighed, følsomhed, styrke… ja jeg kunne blive ved. Jeg har nu i over et år været i processen med at åbne mit hjerte og lukke ham ind. I starten af et forhold er det som om, vi får hjælp af kemien – eller universet om du vil – idet forelskelsen gør det umuligt at holde fast i ego, frygt og gamle mønstre. Og det er jo skønt, men også lidt kunstigt. Jeg er vild med fasen efter, der handler om at tillade kærligheden blive moden. Jeg føler, at min kærlighed til min mand bliver større og større med alt, hvad vi oplever sammen – og faktisk især i vores sammenstød og ‘kriser’.

Jeg surfer på følsomhedens hav – i glæde og ekstase over at have så skøn en mand i mit liv og i usikkerhed og frygt for at miste. Uanset hvor gode vi er sammen og hvor god min mand er til at bekræfte mig og vores kærlighed, så mærker jeg, at jo dybere vi lærer hinanden at kende, jo mere viser gamle sår sig og pludselig kan jeg føle mig totalt afvist, hvis han for eksempel bare kommer 10 min. senere end planlagt. Eller jeg kan føle jalousi, hvis han vælger at tilbringe tid med andre end mig…

Læs mere

Share & connect!
Sjælekaldet

Sjælekaldet <3

Kender du det?

 

Du kigger dig omkring i dit liv og du har intet reelt, du kan brokke dig over? På trods af at du som dansker er godt oplært i denne disciplin?

 

Du har på det jordiske plan dét, du drømmer om… Alligevel gør sjælen ondt. Noget dybt inde i knuger sig sammen, du er ked af det og du prøver at rationalisere dig frem til ‘hvad der mon er galt’.

 

Sådan har jeg haft det utallige gange i mit liv og sådan har jeg det lige nu. Jeg kommer netop fra en tur på Ordrup Kirkegård, hvor det slog mig, at det, jeg mærker, er min sjæl, der længes. Den længes efter at flyve frit, at være ubegrænset og i kærlighed. Jeg ved, jeg selv har valgt at komme her og alt er sat i scene lige, som jeg ønsker det. Men jeg kan ikke ignorere min sjæls kald, min sjæl minder mig om min lette, ubegrænsede natur – præcis den energi, som ayurveda beskriver som vata.

 

Jeg er ved at afslutte en weekend med mine to dejlige drenge. Vi har været på pokemon-jagt, badet i havet, løbet, været i biografen og spist spagetti med kødsovs. Jeg mærker det nærende og beroligende ved at være i den hjemlige sfære og tage mig af hus, børn og mad, men sjæleligt bliver jeg tung og kommer i kontakt med en depressiv side. Jeg sidder lige nu med ligeså modsatrettede følelser, som jeg har haft, siden jeg blev mor første gange for 12 1/2 år siden. At sidde med min elskede nyfødte i armene var på en og samme tid, det mest ophøjede og mest jordbundne, jeg nogensinde havde oplevet. Og den oplevelse bor stadig i mig og konfronteres jeg med, hver eneste gang mine børn er hos mig. Jeg bliver ikke blot tung, men jeg føler mig også ensom som mor. Jeg ved, det ikke giver rationelt mening, at jeg er mere ensom med dem end uden dem, men jeg ved også at mange (skilsmisse-)forældre kan genkende følelsen. Og det har altså ikke at gøre med, at jeg konstant er social, når de ikke er her. Jeg kan fint danse med min egen sjæl i dage.

 

Min kæreste har været væk i weekenden. Den kærlighed, jeg føler, når han er tæt på mig, gør livet på jorden fantastisk. Det er som om, jeg med den kærlighed og ham ved min side både kan flyve og føle mig tryg på jorden. Når han ikke er her, føles tomheden og jeg mindes sjælekaldet. Det er ikke en dårlig ting. Han er ikke sat på jordet for at lappe mig og jeg elsker dybest set at høre min sjæl kalde så tydeligt, at jeg ikke kan overdøve den med chokolade og netflix-serier.

Læs mere

Share & connect!
Ka’ du li’ dig?

Ka’ du li’ dig?

Den blå frostklare himmel er så hjerteskærende smuk og klar, at det føles som om alt bringes til overfladen i dag. Når skydækket ligger tungt, så er det nemmere at undertrykke og dulme følelser. Når himlen pludselig viser sig og solen skinner ind i mit hjerte, mærker jeg, hvad der findes. Snarere end at snakke om gode og dårlige følelser, kan jeg godt lide at forholde mig til graden af intensitetet i mine følelser.

For mig er intensitet hverken et positivt og et negativt fænomen, det er blot beskrivende for hvor meget liv, jeg mærker indeni. Nogle gange synes jeg, det er skønt at mærke livet og intensiteten – så kalder jeg det ekstase – andre gange er det nærmest for voldsomt. Jeg får lyst til at gemme mig og mærke mindre.

Jeg er klart en nørd, når det kommer til at studere og forstå mit indre liv. Så jeg spørger selvfølgelig hvorfor? Hvorfor vil jeg pludselig IKKE mærke, når jeg normalt elsker at mærke?

Jeg oplever i denne tid en fantastisk udvidelse i mit liv. En energimæssig udvidelse – jeg på det indre mærker som glæde, energi og styrke. Og i det ydre ser, som mit liv, der mere og mere former sig, som jeg ønsker. Det er jo helt igennem lykkelige omstændigheder og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Samtidig er det som om, når livet viser mig, at eventyret findes, så trækker det samtidig forhænget til side for de dybe begrænsninger og tvivl, der stadig måtte findes. Er jeg det værd? Fortjener jeg lykken? Er det virkelig muligt at få succes i verden ved at være den, jeg er? Uden at pynte på sandheden og leve bag en facade? Men samtidig ved at stå fuldt og helt ved mit eget lys?

Ifølge Ayurveda er vi i balance, når Agni er stærk. Agni er vores indre ild – evnen til ikke bare at fordøje, forbrænde og transformere maden, vi indtager, men også vores følelser, sanseindtryk og oplevelser. Evnen til at trække næring ud af livet og vokse af alt, hvad vi oplever, sanser og føler. Hvis vi ikke fordøjer og transformerer vores følelser, så kan de – i ligeså høj grad som dårlig mad og kemi – skabe indre stress og affaldsstoffer. Det Ayurveda kalder ophobning af Ama. Når vi favner os selv – lige der i de svære eller intense følelser, så kan vi rejse os og blive et mere og mere krystalliseret udtryk af dem, vi er.

For nyligt stødte jeg på et popnummer, som i disse dage healer mig. Det er som om mit indre hele tiden kalder på at høre nummeret. Og da jeg tænkte lidt nærmere over, hvad budskabet egentlig er, så passer det ret godt med det, jeg virkelig har brug for lige nu: At læne mig ind i tilliden til, jeg er god nok, som jeg er. At der ikke er noget særligt, jeg skal gøre eller præstere, men at jeg kan acceptere og elske mig selv, som jeg er. Selv når jeg ikke er super nærværende overfor mine børn, er uproduktiv i mit arbejde eller føler mig afvist af bittesmå ting andre gør eller siger.

Som popnummeret spørger; Ka’ du li’ dig?

Wait a second – why should you care, what they think of you? When you are all alone by yourself – do you like you?

Håber mine tanker og musikken vækker healing i dig også

 

Givet i Kærlighed

Maria <3

 

Share & connect!
Elsk kræften – blødgør canceren!

Elsk kræften – blødgør canceren!

Jeg ved, at dette er kontroversielt – men jeg bliver nødt til at stå frem med denne blog. Jeg vil gerne præsentere et andet perspektiv på kræft end det medierne fodres os med og løfte sløret for, hvordan jeg mener, vi kan tage de første skridt mod helbredelse af denne altoverskyggende sundhedsmæssige udfordring.

NEJ! Jeg vil ikke være med til hverken at ”bekæmpe kræften” eller ”knække canceren.” Det er en utrolig retorik, der igennem mange år og med særligt tryk nu møder os omkring et af de store symptomer på vores livsstil, kræft. Jeg vil i stedet gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre det modsatte – nemlig elske kræften og blødgøre canceren.

Du tror måske, jeg prøver at provokere eller være dumsmart? Men lad os reflektere et niveau dybere sammen i stedet for blot at like, copy-paste og dele budskaber, som påduttes masserne, men som vi reelt ikke er bevidste om, hvad betyder for vores helbred.

Ubalancen vi kalder kræft er allerede en tilstand, hvori den kræftramte kæmper. Kræft er kroppens måde at bekæmpe sig selv – kort sagt udvikler vi kræft, fordi nogle af vores celler nægter at dø og i stedet muterer til skade for hele organismen. I virkeligheden er det naturligt og dermed ”sundt”, at celler dør, så nye kan opstå og igennem denne proces bevares og videreføres livet konstant. På celleniveau er døden altså uundgåelig og naturlig, men i kræfttilstanden kæmper kroppen med næb og klør for at undgå ”den naturlige død”. Det kan ses som et symptom på vores kultur, der nægter at ældes og i sidste ende erkende, at den fysiske krop skal dø en dag. En kultur, der domineres af medier, der spinder på og næres af frygt. Men jo mere vi går til denne ubalance med kamp-energi, jo mere vil kræften sprede sig.

Når jeg i stedet foreslår, at vi elsker kræften, er det ikke det samme som at sige, at vi ønsker mere af den. Det er i stedet en måde, hvorpå vi kan afvæbne det opkørte og destruktive system. Når vi med oprigtighed tør åbne øjnene og erkende, at kræften har haft gunstige vilkår for at udvikle sig og herfra møder den med kærlighed, så kan det, der kaldes ”mirakler”, opstå. I virkeligheden er helbredelsen af kræft ikke et mirakel – det er faktisk et tegn på naturlighed. Et tegn på ligevægt i krop og sind – tilstanden hvori kroppen kan selvhelbrede.

I stedet for at møde hårdt med hårdt, foreslår ayurveda, at vi balancerer os selv ved hjælp af modsætninger. Kamp-mentaliteten er et ubalanceret pitta-træk. Pitta er den livsenergi, der er forbundet med ilden og evnen til handling, disciplin, transformation og viljestyrke. I balance kan pitta opnå imponerende resultater og vil være en god og inspirerende leder. Men i en opkørt tilstand bliver pitta destruktiv, kritisk, fordømmende og svinger konstant pisken over sig selv og andre. Pitta balanceres ved hjælp af ro, blidhed, hvile, kølighed, latter, berøring og kærlighed.

I bogen og filmen ”The Secret” bliver vi præsenteret for Cathy Goodman, der efter at have fået diagnosen brystkræft, besluttede sig for at fjerne al stress fra sit liv ved at grine mange timer hver dag. Cathy og hendes mand så sjove film og humoristiske indslag hver eneste dag – og det blev hendes kur. Tre måneder efter var hun rask uden anden behandling.

Jeg prøver ikke at sige, at alle kan grine sig raske (men måske kan de?). Jeg inviterer til et større perspektiv og bevidsthed omkring sygdommens dybere væsen. Lægen Andreas Moritz beskriver i sin bog ”Kræft er ikke nogen sygdom”, hvordan kræft snarere end at være en sygdom er en forsvarsmekanisme – kroppens respons på dybereliggende sygdom, der måske på overfladen har med livsstil at gøre. Men så dukker spørgsmålet jo op: Hvorfor vælger vi en livsstil, der gør os syge? Hvad for et dybt, destruktivt mønster driver os at slå os selv ihjel (bogstavelig talt) med dårlig mad, og psykisk og fysisk stress?

Nej, det er tiden til at lægge våbnene og i stedet for at smide mere brænde på bålet ved hjælp af kemoterapi (der dræber raske celler også), stråling og operationer – elske os selv og livet lidt mere.

Kald mig hippie – men kærlighed er fundamentet for liv og mere liv er vel dybest set det, vi ønsker, når vi får en dødsdom?

Hvad tænker du?

 

Givet i kærlighed <3

Maria

heart-692312_1280

Share & connect!