inspiration Arkiv - Side 2 af 3 - Nordic Ayurveda | Side2 | Nordic Ayurveda

Hvorfor får jeg det godt af yoga?

Kig dig omkring. Jo, gør det nu… Alt hvad du ser, fornemmer, mærker, hører, smager og lugter er en del af dig. Verden, som du sanser den, ER dig!

 

Har du nogensinde lagt mærke til, at du opfatter ting anderledes end folk omkring dig? Har du oplevet at gå fra et møde med en anden person, for senere at finde ud af, at I har taget noget helt forskelligt med fra mødet? Har du tænkt over, at ti forskellige mennesker ville beskrive foreksempel et billede på ti forskellige måder?

En af de gamle vediske tekster fra Indien, som yogafilosofien bygger på, udtrykker det således, “Du er ikke i verden, men verden er i dig”. Det vil med andre ord sige, du ikke er en lille løsrevet del af helheden, du ER helheden. Virkelig at erfare dette – og ikke blot forstå det med hovedet – er hvad yoga og livet handler om. Når vi bevidst favner ALT omkring os, som en del af os selv, så transformeres virkeligheden og vi erfarer, hvad alle spirituelle retninger taler om, ENHEDEN. Vi kan dermed stoppe med at være mistroiske overfor andre, frygtsomme for det ydre og bekrige hinanden, for vi erkender, at alt hænger sammen, at alt er ét.

 

Men hvordan hænger det sammen med de fysiske yogastillinger?

 

Måske oplever du ikke umiddelbart dig selv, som et spirituelt væsen, hvis dybeste grund til at være her er, at opnå selv-erkendelse? Men jeg tror, du ligesom alle andre søger. Søger det der giver dig følelsen af at være hel, i balance, tilfreds med nuet, eller hvad end du vælger at kalde det?

Jovist vi kan dække vores medfødte drive og ambition mod sandheden til med ydre, materielle mål, som job, sociale relationer, forbrug og underholdning, men vi ved også inderst inde, at de glæder ikke varer ved. At det – helt ærligt – er ligesom at tisse…. Og snart søger vi igen; ny kæreste, ny garderobe, større lejlighed eller mere i løn. Hvis du kan nikke genkendende til denne søgen, så tag med mig på en indre rejse mod helhed. En rejse som starter med – det vi i vesten kalder yoga – nemlig de fysiske stillinger. De fysiske stillinger, som ligner gymnastik (lidt), og som mange tænker er for ‘nemme’ til at kunne give noget af værdi. Det kunne dog ikke være længere fra sandheden.

Inden for yoga er de fysiske stillinger et redskab til at lære dig selv, din krop og dens grænser og behov at kende. Ja mere end det, de er en direkte port til glimt af helhed og transformation af dine omgivelser. Yoga starter med opmærksomhed, væren og den fulde accept af dig selv. Og når vi er tilstede i vores krop og liv på den måde, så forvandles livet fra modstand til flow og vidunderlige muligheder og masser af støtte dukker op… Lyder det skørt eller abstrakt?

 

Ta´med på rejsen

 

Start med programmet herunder og meld dig ind i MER LIVSENERGI universet, hvis du ønsker mere, hvor jeg løbende frigiver nye yoga sessioner. Det vil sige, du kan være med fra lige der, hvor du er.

Det bliver IKKE svært, for yoga handler i virkeligheden om de mest fundamentale og simple ting, som vi alle mestrer, blot fordi vi er i live; åndedrættet, de kropslige sensationer, de simple bevægelser og den indre opmærksomhed. Lad mig gentage; alle kan være med og der er intet, du skal opnå eller præstere.

Jeg håber, du vil være med, og du kan starte lige nu med at reflektere over følgende:

Hvordan ser din ydre – og dermed indre – verden ud lige nu?

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

Den største gave, du kan give dig selv!

Du har lagt en masse energi i dit arbejde eller i at være mor (eller far) med alt, hvad det indebærer, i lang tid. Du kan mærke, det er tid til at gøre noget godt for dig selv… At give dig selv en gave, men hvad skal det være? Hvad skal der til for at fylde dig op?

 

I hverdagen har mange af os en tendens til hovedsageligt at have vores opmærksomhed placeret udenfor os selv. Vi skal kigge os for i trafikken, tage hensyn til andre, lytte til vores chef og tage os af vores børn. Vi læser om andre, ser TV og youtube videoer om andres liv i ét væk. Vi befinder os på den måde udenfor os selv, idet vores opmærksomhed er udenfor os selv. Hvis vi reflekterer lidt over det, er det faktisk vores opmærksomhed, der skaber vores liv. Vi kan nemlig kun opleve og sanse det, vi giver vores opmærksomhed.

Hvis al vores opmærksomhed er hos vores børn, på vores arbejdsopgaver eller i diverse magasiner eller TV-serier, så definerer disse kvaliteten af vores liv og vi kan nemt føle os drænet.

 

Giv dig selv, din egen energi

Når vi lukker øjnene i meditation, så begynder vi pludselig at opleve os selv indefra. Dette kan være konfronterende og ikke særlig rart først, hvis vi ikke har givet vores indre meget opmærksomhed gennem tiden. Måske har vi endda overhørt signaler og behov, som pludselig forstærkes og kræver vores nærvær og handling i nuet. Det er lidt som et afmagret barn, der skriger på mad – og som tager lidt tid at berolige igen, selv efter maden – i dette tilfælde opmærksomheden – er vendt tilbage. Det er dog en helt nødvendig rejse på vej tilbage til et afbalanceret nervesystem og dermed til et inspireret og energifyldt liv. Det er faktisk den største GAVE, vi kan give os selv – vores udelte opmærksomhed!

Uanset hvor inspirerende det er for dig at opleve dine helte på film eller følge en livsstilsblogger, kan de aldrig repræsentere dig og dit liv fuldstændigt. På en måde kan man sige, at du vil savne dig selv, hvis du aldrig rigtig mærker dig selv. Måske mærker du det som en eksistentiel tomhed eller indre stresstilstand. Måske kender du ikke dig selv – sådan rigtigt?

 

Hvad gør dig glad?

Ved du for eksempel, hvad der skal til for at gøre dig rigtig glad? Og endnu vigtigere: hvordan du kan opfylde dig selv og skabe denne glæde uden afhængighed af andre mennesker eller ydre substanser?

Første skridt for at kunne svare på disse vigtige spørgsmål er regelmæssigt at trække opmærksomheden indad. Ikke din dømmende opmærksomhed, der vurderer, hvordan din krop ser ud og irriteres over skavankerne. Nej, din kærlige, ikke-dømmende opmærksomhed. Den, der fylder din indre beholder af selv-kærlighed, -anerkendelse og -respekt.

God fornøjelse med udforskningen!

 

Givet i kærlighed <3
Maria

Lad sommerfuglene flyve!

Ligesom puppen, der bliver til en sommerfugl. Ligeledes kan dette år blive året, hvor du finder ud af dit skjul og spreder dine vinger i verden.

 

Vi har alle vores særlige livsvej, der på smukkeste vis dannes, når vi deler vores inderste væsen med hinanden. Når vi viser verden hvem, vi er, og deler vores unikke kvaliteter og evner, så opnår vi den dybeste indre tilfredsstillelse, et menneske kan føle.

 

Hvor mon din livsvej fører dig hen i år?

 

Det er selvfølgelig et stort og uvist spørgsmål – for heldigvis kan vi ikke forudse fremtiden og vores ønsker har det med at ændre sig over tid. Men forhåbentlig har du en idé om, hvad dit hjerte brænder for og din sjæl ønsker sig i den kommende tid?

 

Her er mine tre søjler for det kommende år!   

 

Kærlighed, familie, ægteskab, fundament

 

2016 har igen og igen vist mig, at mit største og mest inderlige ønske gennem mange år, nu er virkelighed! Nemlig at jeg både kan være i et trygt og kærligt parforhold og familie og samtidig er fri til at udfolde den flyvske, kreative sjæl, som også er en del af mig. Jeg er fuld af taknemmelig, kærlighed og en følelse af indre ro efter min kæreste den 25. december friede til mig og vi efterfølgende er begyndt at kigge efter fælles bolig.

 

Mere end nogensinde føler jeg, at jeg kan være i et parforhold og en familiekonstellation, hvor jeg er fri til at være MIG – med alt hvad det indebærer. Nogle gange er jeg den lille pige, der har brug for omsorg og trøst i min mands arme, andre gange er jeg den selvstændige, stærke verdenskvinde og andre gange igen den kærlige, hengivne hustru og mor.

 

Min mand og familie er mit fundament, hvorfra alt det nedenstående kan vokse fra. I 2017 lægges flere sten i mit fundament, da min kæreste og jeg bliver gift og flytter sammen (sammen med vores tilsammen tre dejlige, hjemmeboende børn). Men vi skal ikke blot bo sammen, vi vil hver eneste dag investere i vores kærlighed gennem nærvær, støtte, grin og masser af fysisk berøring.

 

Arbejdsfællesskab, økonomi og ‘walking the talk’

 

Arbejdsmæssigt så bliver 2017 året, hvor jeg for alvor praktiserer: Walking the talk! Med det mener jeg, at jeg vil efterleve min egen lære om at sætte nydelse, passion og livsenergi over 37 timers arbejdsuge, frygt og ‘skal og bør’ tankegang. Jeg giver mig selv den kærlighed og omsorg, at jeg vælger opgaver, sparrings- og samarbejdspartnere, der giver mig energi og glæde. Jeg er netop gået ind i et nyt kontorfællesskab med højt til loftet, kærlig støtte til hinandens projekter, sund frokostordning og morgenyoga et par gange om ugen.

 

I 2017 erkender jeg, at det at være en succesfuld selvstændig ikke handler om at gøre og præstere mere, men om at være det menneske, jeg dybest set ønsker at være.

 

Jeg udfolder mit livsmotto og tema for min bog: Lev Mere – Kæmp Mindre!

 

Mit bidrag i verden – holistisk sundhed

 

I 2017 bidrager jeg i endnu større skala til en holistisk sund verden. Jeg løfter sløret for mange flere perspektiver og måder at opnå sundhed – også mentalt, følelsesmæssigt og sjæleligt. Jeg kommunikerer omkring og guider andre til en sundere livsstil gennem udgivelse af min første bog – både på dansk og engelsk, online kurser, foredrag, luksus retreats og kurser blandt andet på Ibiza og i SoulHouse, tæt samarbejde med Nordic Integrative Medicine samt gennem skriverier på min blog, hos magasinerne Chri Chri og Liv & Sjæl m.fl.

 

Derudover er jeg åben for alt det, jeg endnu ikke har set, mærket og vidst, at jeg kunne ønske mig eller bidrage med.
Jeg ville elske, hvis også du deler dine intentioner for dit år som kommentar til bloggen på FB.

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

 

 

LEV HVER DAG – DROP ARBEJDE OG FERIE!

Lige nu sidder jeg og skriver på en tropisk ø med udsigt til bjerge, krystalblåt hav med koraller og havskildpadder og så lige en smuk pool og nogle liggestole foran mig. For kort tid siden fik jeg serveret en lækker grøntsags vegetarret og en sund grøn juice. Jeg er iført bikini med en sarong omkring mig og temperaturen er ca 26 grader. Det koster mig langt mindre at være her, end hvad jeg ville bruge i Danmark. I mens andre går rundt i kulde og jule-stress, har jeg valgt at bruge store dele af min december måned på Bali og Gili Islands.

 

Er jeg egentlig på arbejde eller på ferie? Det er noget, jeg har reflekteret en del over. Jeg ejer min egen virksomhed og havde egentligt planlagt et kvinderetreat til Bali, hvilket var min undskyldning for at købe flybilletten et par måneder tilbage. Min samarbejdspartner og jeg var dog sent ude og måtte sande, at vi ikke kunne nå at samle kvinder nok til, at det ville give mening at undervise hver dag. Vi endte med alligevel at tage afsted og bedrive hvad kunne kaldes et pilotprojekt. Vi er endt med at være fem kvinder, der rejser, dyrker yoga, mediterer, udforsker og nyder sammen.

 

Livsvejen

Jeg får set øerne an, så jeg kan afholde det ultimativt bedste kvinderetreat til næste år og endnu vigtigere lige nu, jeg får mærket mig selv, tanket op, badet i hellige kilder, bliver inspireret og sætter spændende intentioner for det nye år. Både privat og professionelt – for hvad handler den opdeling egentlig om? For mig at se er opdeling af arbejde og fritid så kunstig og faktisk farlig for vores helbred. At vi kan finde på at deponere ⅓ del af vores tid (hvilket 8 timer i døgnet jo er) på at lave en masse ting, der ikke er glædesfyldte eller giver dyb mening, for at få penge til ‘at leve’ i vores fritid, er en af vores kulturs helt store vildfarelser. Det er ikke bare uheldigt, at vi lever sådan men i min mening en af de dybere grunde til alle vores ubalancer – både de fysiske, emotionelle og mentale. Så nej jeg er hverken på ferie eller på arbejde her på Bali. Jeg er i gang med at leve mit liv og følge min livsvej!

 

Drop arbejde og ferie

Jeg er lige nu inspireret af bogen ‘4 timers arbejdsuge’, der lidt provokerende udfordrer vores overbevisning om, at vi er nødt til at arbejde 40 timer om ugen. Det forfatteren siger, og som jeg kan nikke genkendende til, er, at det IKKE handler om at arbejde mere, men blot være mere effektiv og kun bruge tid på de arbejdsmæssige aktiviteter, der giver udbytte både økonomisk og energimæssigt.

Der er ingen tvivl om, at der i det gængse arbejdsliv er mange overspringshandlinger og ligegyldige opgaver, som kun tjener til at fylde de 8 timer ud. Hvis vi bruger bogens redskaber, så kan vi frigive tid til at leve. Men her kommer det spændende spørgsmål, og som måske er humlen til alt vores overarbejde; hvad ville du egentlig bruge tiden på?

 

Hvad vil DU bruge tiden til?

Forstil dig, at du tjener nok penge ved fire timers arbejde om ugen eller for at gøre det mere spiseligt fire timer om dagen – hvad ville du bruge tiden på? Det er dette spørgsmål, som er fuldstændigt essentielt. For hvis vi er bange for tomrummet eller kun føler os som noget i kraft af vores arbejde, så er det jo klart, vi arbejder os selv halvt ihjel.

Bogen foreslår, at vi er på minipension hele tiden i stedet for at vente på dagen, hvor vi endelig kan gå på pension og nyde vores liv. Vi ved ikke, hvor længe vi lever… Hvorfor udsætte at have det godt, dyrke aktiviteter, der gør os glade og opleve, de steder, vi drømmer om?

 

Hvad vil du bruge tiden til?

 

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

Ps. selvfølgelig er det en anden situation, hvis du er ansat frem for selvstændig, men heldigvis er der en del arbejdsgivere, der begynder at forstå, at deres medarbejdere ikke bliver mere produktive af at arbejde mere. Og dermed foreslår kortere arbejdsdage eller mulighed for at arbejde noget hjemme…

Vidste du at utilpasset er et kompliment?!

Når jeg guider andre i meditation stiller vi ofte ind på spørgsmålet: Hvad er min livsvej eller mit livsformål? Mange bliver lettere paniske ved dette spørgsmål og måske det ligefrem trykker på et ømt punkt, fordi vi måske føler, vi skal ‘lede’ efter det rigtige job, det rigtige liv ‘derude’.

Du kan dog godt ånde lettet op – din livsvej ligger i din DNA. Du er skabt til at følge din livsvej. Hvis du bare lytter en lille smule indad og reflekterer tilbage på dit liv, så vil du få nogle indsigter, som kan guide dig i livet! Når du får det godt af noget, så er det et sikkert tegn på, at du er på rette vej, så spørg dig selv:

Hvad er jeg god til? Hvad giver mig energi? Hvad har andre sagt, jeg er god til?

Og det er faktisk ikke kun det, vi er gode til, der viser os vejen til vores ‘livs-succes’, men ligeså meget det, vi har haft svært ved og været udfordret af i livet. Nogle af de personlige træk, vi måske ligefrem har skammet os over, er en klar indikator på potentiale. Fordi netop DET fortæller os, at vi har prøvet at passe ind uden held og det ER et held! Hurraa! For når vi ikke passer ind, så opdager vi, at vi er unikke og det giver os en fornemmelse af, hvad vi hellere vil end blot at følge mængden.

(mere…)

Hvor blev livskraften af?

Livskraft!

Smag lige på det ord!

 

Livskraft er en mangelvarer i vores samfund, hvor mange dyrker det mellemfornøjede. Hvor mange er tilfredse, med at svare ‘fint’, når andre spørger, hvordan det går. Men er du her virkelig for at have det ‘fint’ eller ‘ok’ eller for at stortrives?

 

Livskraften – livets essens

For mig indeholder livskraft – som kaldes ojas* i ayurveda sprog – styrke, energi, lyst, glæde og nydelse. Jeg tror dog desværre, vi er mange, der er blevet lidt bange for ordet kraft, fordi det minder os om det mindre ønskværdige – men meget mere brugte – ord kræft. Kræften, der kan tage os. Der kan underminere vores liv. Kræften, vi måske ser som en udefrakommende fjende, men som jeg vil mene er samme energi i en anden forklædning. Spørgsmålet er, om vi bruger kraften eller lader den nedbryde os?

 

Der findes mange måder at have modstand på vores livskraft, som er vores fødselsgave. Vi kan bruge janteloven og frygte, at hvis vi spreder armene i verden (læs: Danmark) og skriger ‘HER ER JEG!’, så vil andre synes, vi er for meget. Vi kan iklæde os realisme – som i mine øjne er det samme som pessimisme – og tænke, at vi da ikke bare kan følge vores livskraft, lyst og ønsker for hvad med regningerne, der skal betales? Og har vi børn – så er undskyldningen, at vi skal være ansvarlige, for det er nemlig synd for dem, hvis de ikke har deres eget værelse eller skal flytte flere gange i deres liv…

 

Lad dine ønsker guide dig

Men livskraft er dybest set, hvad jeg føler, jeg er kommet her til jorden for at kommunikere. Jeg har en lang og farefuld færd bag mig indenfor yoga- og helseverdenen. Jeg elsker yoga, som faktisk var redskabet til min livstransformation tilbage i 2001… Men vær varsom, hvis du bevæger dig ind i den kultur. Du kan nemlig risikere at miste netop din livskraft og livsglæde på grund af alle de restriktioner, der findes her (du kan selvfølgelig ikke miste noget, du ikke selv vælger at give slip på, men du ved, hvad jeg mener, ik?). Nogle retninger finder ligefrem på at sige, at vores ønsker og lyst er det onde, der skal bekæmpes. At den spirituelle vej handler om selvudslettelse og sammensmeltning med noget guddommeligt udenfor os selv.

 

Men hov, der findes slet ikke noget guddommeligt udenfor os selv – vi er en del af det. Og det guddommelige er netop livskraften og lysten til livet, som vi er blevet skænket eller har taget. Begge dele er sandheden – blot forskellige perspektiver.

 

Lad os støtte hinanden

Lad os derfor i stedet inspirere hinanden til at stråle ved at følge vores drømme, lyst og skøre idéer. For ligesom vores børn, så lærer vi slet ikke af, hvad andre belærer os, men af det vi ser omkring os. Og jeg ønsker mere end andet, at vise eksemplet på at livet kan være dejligt, smukt og kraftfuldt – ikke kun når tingene går efter vores hoved, men hvert eneste øjeblik for livskraften kommer indefra og er IKKE afhængig af ydre omstændigheder!

 

Jeg har netop set filmen ‘ Swinger’ – som har et vigtigt budskab, der netop handler om at finde livskraften indeni. Det fedeste ved den film var for mig portrætteringen af mennesker, hvis livskraft er ved at svinde ud. Tak Martin Buch m.fl. for at minde os om, hvordan det ser ud. Ikke kønt…

 

Hvordan ser livskraft ud for dig? Hvordan føles den? Hvad skal der til for at favne den? Give den plads? Udtrykke den?

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

* Ojas er den vitale, potente livsenergi, som egentlig er vores fødselsret og naturlige allierede. Uden den ville vi være et tomt hylster uden evne til at tænke kreative tanker, bevæge os eller føle store følelser som kærlighed, omsorg og livsglæde. Når du er fyldt af ojas, stråler du af vitalitet, andre mennesker drages af dig, og du har uafbrudt energi fra morgen til aften.

Rå, Utæmmet Kærlighed

Jeg har netop afsluttet en workshop med fokus på at forbinde to kraftfulde energier ifølge yoga – nemlig ildens (Manipura) og hjertets (Anahata) energicenter. Ilden, der også i Ayurveda repræsenterer vores indre power på alle planer. Evnen til at fordøje, forbrænde og transformere – ikke bare maden, men også følelser, indre overbevisninger og sanseindtryk. Ilden, der giver os handlekraft, viljestyrke og disciplin til at handle på vores drømme. Ilden, der dog bør balanceres med hjertets højere kraft og vision, der fører os fra vores umiddelbare ego-ønsker bundet på frygt og til et højere, holistisk perspektiv, hvor vi mærker de dybere, mere sande ønsker. Dem, der forbinder os med vores medmennesker og bunder i samhørighed.

 

”At følge sit hjerte” er blevet et fænomen, der er på manges læber i denne tid og juhuu for det!

Jeg føler dog, der er en nuance af denne hjerte-selvudvikling, der mangler taletid. Det kræver dog en lidt bredere definition af kærlighed end den sædvanlige, der er begrænset til de få mennesker og umiddelbart lykkelige stunder i vores liv.

Jeg ser kærlighed som selve livskraften – den der har skabt os (og hele universet), holder os i live og forbinder os med vores livsvej. Den er rå, utæmmet, altomfattende og langtfra altid lyserød, romantisk og velpoleret.

Jovist føles kærlighed nogle gange dejlig og romantisk. Livet viser sig måske et øjeblik fra sin milde side, måske er vi forelskede eller nybagte forældre. Og jeg er den første til at indrømme, at jeg elsker disse romantiske stunder og jeg kan efterhånden næsten heller ikke skrive en sms uden at sætte et hjerte på.

Men andre gange føles kærligheden ikke – hvad vores begrænsede sind vil kalde – ”godt”. Nogen gange river den os åben og når vi åbner os, viser ALT det, vi nogensinde har oplevet, gemt væk, glædet og skammet os over sig. Det kan være så overvældende, at vi måske mister troen på kærligheden og vender os væk en stund. Men hvordan kan vi egentlig miste troen på det, der har skabt os og holder os i live?

 

Kærlighed – universel skaberkraft

Kærligheden forlader os aldrig, i hvert fald ikke så længe vi trækker vejret og selv ikke efter døden, men det bliver en for omstændig snak at tage i denne blog. Universet overøser dig med kærlighed hvert eneste øjeblik, med hvert et åndedræt, hver en oplevelse, hver en følelse. Hvis du har det fantastisk, fortæller universet dig, at du er på rette spor. Hvis de negative følelser overtager dig, minder universet dig blidt og med tiden mere bestemt om, at du hænger fast i overbevisninger, der simpelthen er usande og ude af harmoni med virkeligheden. Som den kærlige moder, der guider dig på livets vej.

 

Ingen af os er perfekte. Vi får alle kærlige klap bagi indimellem.

 

I går var jeg fem år overfor min kæreste. Han var kommet til at lave en anden aftale (endda inden vi overhovedet blev kærester) på en dag, jeg regnede med, vi skulle være sammen. Det virker så komisk og banalt, når det sættes i perspektiv. Men inden i mig satte det skub i følelser af afvisning, svigt og ikke at være elsket. Jeg havde det i den grad elendigt – universet mindede mig om, at jeg hang fast i noget, der simpelthen ikke er i overensstemmelse med sandheden.

Jeg er elsket hvert eneste øjeblik, selv når jeg glemmer det. Og vejen tilbage er for mig, at føle taknemmelighed for ALT, jeg oplever. At minde mig selv om, at kærligheden også bor i udfordringen. Og det er faktisk meget større end ”bare” at acceptere øjeblikket. Det handler altså om mere end at spise lorten og komme videre. Men i stedet om at se skønheden i helheden. Når jeg rummer og favner polerne og skimter kærligheden i det hele, så løfter hele livet sig og verden får for alvor kulør. Livet bliver hjerteskærende smukt og det tilsyneladende gode og dårlige, rigtige og forkerte smelter sammen. Vi nærmer os den forening, yoga handler om.

Jeg har lavet en guidet øvelse, der forbinder dig med mit hjerte og støtter dig til at føle taknemmelighed for øjeblikket – med alt, hvad det indebærer.

 

Givet i kærlighed
Maria <3

 

At tage sin egen medicin – om tillid

I øjeblikket får jeg virkelig mulighed for at leve min egen sandhed – eller tage min egen medicin så at sige. Jeg plejer at være fortaler for tanken og følelsen, at universet grundlæggende er et kærligt sted at være. Og at jeg derfor er støttet og kan læne mig ind i tillid til at alt udvikler sig efter mit eget inderstes ønsker…

 

Jeg bliver nu testet på at stå ved dette. Jeg har opsagt min nuværende bolig på landet pr. 1.9, fordi alt i mig skreg på, at noget nyt skulle ske. Jeg ønsker mere end noget at bo i byen, hvor min søn er startet i skole og her opbygge min virksomhed og mit netværk. Det giver mening på så mange planer og vigtigst af alt, jeg mærker længslen efter byen i hele min krop.

 

Hvor skal vi bo?

Udfordringen ligger lige nu i, at jeg endnu ikke har fundet det sted, hvor jeg skal løfte mine ting, mine børn og mig selv hen om 2-3 uger. Jeg har visualiseret mine ønsker, skrevet dem ned, sendt dem ud i verden, kigget på nettet og på utallige boliger live – uden held. Jeg har forsøgt at finde balancen mellem at være aktivt søgende og tage affære, men uden at gå i panik men med den grundlæggende holdning; at siden alt i universet er en refleksion af mig, så kan jeg da også skabe, det sted, jeg og mine børn vil trives. Jeg har ikke vil spise mig af med frygthistorier om det udfordrende boligmarked.

Det er lidt som at blive bedt om at tage min egen medicin; “hvis du har så meget tillid til universet, så tag den her uvished…”. Jeg har tillid, men jeg har også fået lidt ondt i maven og nogengange svært ved at rumme følelserne. For ikke bare har jeg ikke fundet stedet, jeg har også sat mig op til at finde et sted med høj standard, hvad angår plads, beliggenhed, udsigt – og dermed også økonomi. Jeg udfordrer og udvider i den grad min komfortzone og det føles som at strække noget indeni mig, som har været fastlåst for længe.

 

At kultivere kaphas rodfæstethed

Ifølge ayurveda så er den sidste livsenergi, jeg endnu ikke har beskrevet i mine blogs, nemlig Kapha, forbundet med støtte, indre tryghed og legemliggørelse. Dvs. når vi gennem Vata-kvaliteten har fået idéen til skabelse, gennem Pitta med disciplin og ildhu har arbejdet mod målet, så handler sidste trin om at slippe kontrollen, have tålmodighed og lade sig støtte, indtil den fysiske manifestation sker. Altså i mit tilfælde; processen med at mærke lysten til at flytte, gøre benarbejdet for at finde boligen og så nu i sidste fase, slippe tøjlerne og lade en større eller dybere kraft støtte og skabe. Kapha-kvaliteten, der ligesom de andre, også bor i os alle, giver det fysiske resultat, vi længes efter.

 

Tro på at drømmen er mulig og universet er kærligt

Jeg har tidligere i mit liv i flere perioder følt dyb meningsløshed. Så meget af jeg faktisk ikke altid har haft lyst til at leve. Ikke at jeg har hængt med hovedet ud over en bro eller siddet med pilleglasset i hånden. Jeg har bare længtes efter den dag, mit arbejde her på jorden var gjort. Det er selvfølgelig et meget smertefuldt sted at være. Og jeg har efterhånden fundet ud af, at når jeg har det sådan, så handler det om, at jeg ikke tror, det liv, jeg drømmer om, er muligt. Ønsket om døden opstår det øjeblik, jeg ikke tror min sjæls ønsker er mulige. Lige der mister alle overfladiske glæder deres glans og jeg får lyst til at søge mod exit.

På den anden side så oplever jeg livet som en glædesfyldt leg, jeg ikke kan få nok af, i de perioder jeg lever i tillid og manifestation af mine indre visioner. Jo mere jeg opdager, at jeg fortjener ubetinget glæde og nydelse, jo mere bliver livet værd. Når Kapha er balanceret i dig er du naturligt tålmodig, tillidsfuld og evner at virkeliggøre dine drømme.

Universet er et kærligt sted at være. Lad mig guide dig i en øvelse, der støtter dig til at stå i dig selv – i tillid.

 

Givet i kærlighed <3


Maria

 

 

Nydelse vs Synd

We must have the stubbornness to accept our gladness in the ruthless

furnace of this world…

(fra A Brief From The Defence af Jack Gilbert)

 

Der er vist ingen tvivl om, at vi ikke behøver at kigge langt ud i verden eller ned af vores egen gade for at finde uretfærdighed, fortvivlelse, nød og elendighed. At det mørke, det hårde, det svære, det sårbare venter lige om hjørnet. Måske netop af den grund føler jeg, vi hver især har et ansvar for at stå ved vores glæde, begejstring og lyst til livet. Jeg elsker ovenstående linje fra et digt, som direkte opfordrer os til at være stædige nok til at stå ved vores glæde selv i hensynsløs elendighed.

 

Betydningen af yoga

Det er umuligt at snakke om livslyst og -glæde uden at inkludere udfordringerne – uden at favne at verden på en og samme tid er uendelig smuk og hård. Yoga betyder forening og igennem forskellige yogiske praksisser, begynder vi at rumme og favne modsætningerne, fordi vi i glimt fornemmer og erfarer den guddommelige enhed bag dualiteternes dans.

Man kan sige, at vi – ligesom verdenen – på en og samme tid er dualiteten karakteriseret som lyset og mørket samtidig med at vores dybere selv tager bolig i uendelighedens enhed.

Men siden vi tilsyneladende er her i menneskelig form lige nu, så kan vi da vel ligeså godt nyde livet og suge hvert et gram glæde, nydelse og storhed ud af det? Ja, også selvom der tilsyneladende er andre, der ikke nyder deres liv.

Tænk, hvor mange af os, der er vokset op med idéen om, at hvis vi ikke spiser op, så gør vi elendigheden for de afrikanere, der ikke har noget at spise, værre. Den idé bygger på syndsbegrebet. At vi skal ofre os for andre. At vi ligefrem kan gøre andre ondt eller tage fra andre, hvis vi har meget – hvad enten det er glæde eller materielle genstande. Hvis vi skal vente med at føle ekstatisk lykke til hele resten af verdenen også gør det, så kommer vi til at vente, indtil vi ligger i graven.

 

Dine følelser viser vejen

Vi er udstyret med en krop og følelser, der tydeligt fortæller os, om noget føles godt eller ikke. Jeg reflekterer tit over, hvorfor så mange mennesker hver dag står op til noget, der ikke dybest set giver dem glæde. Jeg tror, dette netop bygger på ideen om, vi er syndige. Når noget virkelig føles nemt, sjovt og nydelsesfuldt, så kan mennesker finde på at vende det ryggen og næsten skamme sig over det.

Den seksuelle nydelse er på en måde det ultimative eksempel herpå. Hvorfor er noget af det første, vi lærer om sex, at for meget af det (= nydelse) kan gøre os syge eller at vi kan såre eller skade os selv eller andre under denne leg, som det jo i virkeligheden bare er.

Når sex er virkelig dejligt og fri for begrænsning og synd, så er det jo bare en stor leg. Hvorfor er det første, vi lærer vores børn om sex ikke, hvor skønt og livsbekræftende, det er? Det er trods alt herigennem, vi skaber nyt liv. Så hvis vi vil synden til livs, så starter det måske med, at vi undfanger vores børn i leg og glæde. Og at vi herefter lærer dem – ved at vise eksemplet – at livet gerne må være skønt og nydelsesfyldt på alle måder.

Jeg vil vove påstanden, at hvis vi virkelig vil hjælpe, hvor der er nød i verden, så starter det med, at vi selv viser eksemplet på, hvordan man nyder livet og favner det svære.

Hvad synes du?

 

Givet i kærlighed <3

Maria

At leve med passion

I lørdags var jeg så velsignet at få lov til at meditere sammen med 500.000 mennesker. Jeg deltog i en global meditation over temaet “compassion”, som blev livestreamet til alle afkroge af jorden.

 

Compassion oversættes normalt til medfølelse på dansk – defineret som tilstanden at kunne sætte sig i andres sted og have en naturlige trang til at hjælpe, dem, der har brug for det. Der var både en engelsktalende og en spansktalende vært til eventet. De dykkede ind i definitionen af ordet og som den nydelige sydamerikanske mand fortalte, så betyder compasión på spansk “med passion”. At leve med passion.

 

Lev med passion

Jeg har ikke kunne lade være at reflektere over sammenhængen mellem at leve et passioneret liv og være medfølende overfor andre. Det rører mig dybt, at der er en direkte sammenhæng mellem at leve efter sin egen højeste glæde og at være en støtte for andre. Og jeg fornemmer da også i mit eget liv, at jo mere jeg er tilfreds med mig selv og mit liv, dels mere givende kan jeg være for andre. I virkeligheden føles det ikke engang som om, jeg anstrenger mig for at give, men mere som om min glæde bare smitter og transmitteres. I denne tilstand behøver jeg altså ikke at “ofre” mig for andre eller en sag udenfor mig selv. Jeg kan være mig og dette er nok.

 

Passion er pittas energi!

Hvorfor er dette spændende i et ayurvedisk perspektiv, tænker du måske. Eller måske rettere; tænker jeg;-) Energien eller tilstanden passion er indbegrebet af den dosha ayurveda kalder for Pitta. Ayurveda filosofien tager udgangspunkt i at den fysiske verden manifesteres af tre livsenergier – de såkaldte doshaer. Det kan lyde abstrakt, men helt kort betyder det, at alt, der findes i verden, er præget af disse tre livsenergier. Læs mere om ayurveda her.

I mine første blogs har jeg været en del omkring livsenergien, Vata, som er den første vi møder både i manifestations processer men også, når vi skal genskabe sundhed igennem balance. Sidste gang åbnede jeg så op for Pitta, idet bloggen handlede om den indre ild og vision. Når du lever et passioneret liv, altså et liv hvor du føler dig energisk, glædesfyldt og fuld af gå-på-mod og optimisme i forhold til fremtiden, så brænder din indre ild. Denne ild er fundamentet for en stærk fordøjelse og forbrænding – som ayurveda ser som nødvendig for sundhed.

 

Åbn for livskraften igen

Fordøjelse og forbrænding sker ikke kun på det fysiske plan – af maden vi indtager – men også følelser og sanseindtryk forbrændes og du ved din ild er stærk, hvis du hurtigt rejser dig efter et nederlag eller en livskrise. Hvis din fordøjelse er svag, så kan du styrke den ved at leve din største passioner. Jeg ved fra min undervisning, at mange ikke har direkte kontakt til deres passioner. Det er helt normalt at have lukket ned for denne livskraft, men du kan finde tilbage til den ved at spørge dig selv øjeblik for øjeblik:

 

Hvad vil give mig mest glæde og energi lige nu ?

 

Og begynde at leve svarene på dette spørgsmål. Den vedlagte åndedrætsøvelse kan også sætte gang i den passionerede energi. Jeg anbefaler den om morgenen og videoen afsluttes med to forløsende nakkeøvelser.

 

Givet i kærlighed <3
Maria