velvære Arkiv - Nordic Ayurveda | Nordic Ayurveda

Undgå feriefælden denne sommer?!

 

Mange siger, der er svært at holde ferie og leve sundt samtidig!

 

Ferien er om hjørnet for langt de fleste af os. Man skulle tro, at det er den perfekte undskyldning for at leve balanceret, og tanke op på alt det gode: hyggestunder, inspiration, spændende oplevelser, nærende mad, livgivende motion og mental time-out.

Det er dog meget nemmere at forestille sig, end egentlig at LEVE det. I praksis viser det sig, at vi ofte skændes mere med vores partner eller børn, stresser os selv med unødigt mange planer, spiser mere junk end sædvanligt og rør os mindre under ferie. Det er selvfølgelig alt sammen ok – og måske endda nødvendigt – i perioder. Men hvad gør vi egentlig for at skifte uhensigtmæssige feriemønstre ud med dem, som oprigtigt fylde os op? Så vi kan komme opladte og glade tilbage til den hverdag, vi forhåbenligt elsker?

Jeg har samlet et par forslag, som er dem, jeg selv anvender. Jeg skal nemlig blandt andet på 10 dages ferie med min store sammenbragte familie, som både er skønt – og udfordrende på samme tid.

 

Tid til dig

Ja, vi mennesker er forskellige, og nogle af jer får garanteret energi af at være sammen med andre, men mange vil sikkert, ligesom jeg, samle energi ved at have nogle stunder alene. Alle de nedenstående forslag kan være måder at få tid til dig, men måske er der også andre ting, der giver dig energi. For mig kunne dette være en god kop kaffe i naturen, at læse en spændende bog eller interessant magasin, en gåtur med god musik i ørerne eller daglig tid til ansigts- og kropspleje.

 

Mental time-out

Læg telefonen væk! Der er ingen tvivl om, at noget af det, der stresser vores sind allermest, er følelsen af hele tiden at skulle være på. Vi slapper ikke af, når vi er online! Det tror vi måske, men det giver IKKE hjernen den pause, den har brug for dagligt. Tillad dig selv timer hver dag i ferien, hvor telefonen bliver hjemme. Og skulle du have brug for dit kamera, så sæt din telefon på flyfunktion for at markere overfor dig selv (og andre), at du er “offline”. Du kan også tilbyde dine børn hjælp til denne ro ved også at få dem til at lægge telefoner (og andre spilmaskiner) væk.

 

Find indre ro

Hvad så når dit sind bliver uroligt og keder sig uden distraktion fra din telefon? Mange begynder at spise mere i ferien, men prøv i stedet at aflede opmærksomheden og få et sandt break ved at meditere. Videnskaben viser, at bare 12 minutters meditation om dagen gør underværker. Det er ikke svært, og du kan endda lade dig guide. Jeg anbefaler dog, at du finder nogle meditationer, du kan downloade, så du kan være “offline”, imens du mediterer. Jeg hjælper dig gerne her!

 

Skriv dagbog

Det har alle dage være brugbart at bearbejde tanker og følelser ved at skrive tingene ned. I disse digitale tider synes jeg også, der er noget fantastisk over at skrive med egen håndskrift i en smuk notesbog med flotte farver. Det gør mig glad og giver mig energi. Du kan både bruge din notesbog til at bearbejde, men også til at skrive kreative ideer ned, som du ikke vil handle på i øjeblikket. Det er nemlig vigtigt, vi tør at lade arbejdet og kommende projekter være under ferien. Når du kommer tilbage efter ferien, kan du kigge noterne igennem og se, om nogle af de gode ideer er værd at gå videre med.

 

Bevæg din krop kærligt

Vores kroppe er skabt til daglig bevægelse. Det handler dog IKKE om jo mere, jo bedre, men snarere om at bevæge din krop, som den har lyst til. Og jo, hvis du mærker din krop, så vil du også mærke en naturlig trang til at røre dig. Hvad kan DU lide? Gåture, løbeture, dans i stuen, cykling, holdsport, yoga eller??

 

Spis det, der faktisk giver dig energi

I Danmark synes vi for det meste, at der skal mad og drikke til, når vi rigtigt skal hygge os. Det er der intet galt med, men hvorfor ikke indtage de fødevarer, som gør os godt? Personligt får jeg det ikke godt af hverken jordbærkage, kajkager, slik, chips, hotdogs eller fadøl. Jeg bliver mest bare oppustet og enormt træt. Jeg tror, de fleste af os har en ganske klar ide om, hvad der gør os godt, men det kan uden tvivl være svært ikke at falde i, når ferien og de gamle “vaner” sætter ind. Læs om hvordan du kan styrke din fordøjelse her!

Givet i kærlighed <3
Maria

5 fif til en harmonisk jul

Velkommen til den søde juletid…

 

En glædes tid for de fleste heldigvis…

Jul er lig med dejlig tid til at holde fri, restituere og nyde nærvær med familien. Dog også en tid med mange traditioner og ‘regler’, hvilket ofte skaber forventninger – og mulighed for at blive skuffet eller uenig med andre.

Jeg har lavet en lille video, hvor jeg ridser nogle kærlige fif op til MER harmoni og livsenergi denne jul. Jeg vedlægger også nogle links til mere balance indenfor hver punkt herunder.

Bring ayurvedisk livsstil ind i julen

 

  1. Ha´ dig selv med. Luk øjnene og bliv guidet i mindfulness her!
  2. Bevægelse og stimulation. Brug for eksempel dette tridosha yogaprogram!
  3. Gode, solide, regelmæssige måltider. Bliv inspireret til at spise ayurvedisk her!
  4. Prioriter den naturlige mad. Sund juleopskrift til den søde tand her!
  5. Stimulerende, udrensende krydderier. Læs mere om at styrke fordøjelsen her!

Vigtigst af alt – husk at nyde julen, fridagene og tiden til restitution!

 

Glædelig jul!

 

Givet i kærlighed
Maria <3

 

Shiiiit jeg troede, jeg var sund?!

Ja, jeg ved det… Sundhed er mange ting. Og der er mange måder man kan – og mange måder man ikke kan – måle sundhed. I mit arbejde advokerer jeg jo, at sundhed kommer indefra, og at jo mere vi lytter ind, og behandler os selv med kærlighed, desto sundere har vi potentialet til at blive.

 

Jeg er højrøvet nok til at synes, at jeg egentlig har gjort det rimelig godt, når det kommer til at lytte ind og gøre, det gode for mig og min krop, siden jeg mødte ayurvedisk livsstil og yoga i 2001.

 

Den gode test

Fornylig fik jeg først denne lidt arrogante tankegang bekræftet, idet jeg fik min metaboliske alder målt til 24 år (jeg er 39 år). Det bekræftede overfor mig, at selvom jeg ikke har kæmpet derudaf i et fitnesscenter, men stille og roligt dyrket min yoga kombineret med små løbe- og cykelture, samt let dans… Og selvom jeg ikke har spist fanatisk sundt, men også tillader mig selv at nyde kød, alkohol, kaffe og søde sager indimellem, så har den gode indre følelse og temposkiftet i en ung alder sat sit positive præg på mit generelle sundhedsniveau.

 

 

SHIIIT hvorfor nu disse nyheder?!

Kort tid efter endte lykken 🙂 Jeg fik målt balancen mellem de gode og knapt så gode fedtsyrer i mit blod. Jeg har længe ville gøre dette, da jeg intuitivt godt ved, at denne balance er vigtig, og at jeg ikke pt spiser hverken tilskud eller særlig mange fede fisk. Noget af det, som jeg ved er en stor faldgruppe for vores helbred i denne kultur er ubalancer forbundet med inflammation. Inflammation er i ayurvedisk optik forbundet med overskydende pitta, som vores kultur helt klart har en tendens til, både qua den måde vi lever i heftig aktivitet og med højt præstationsniveau men også gennem vores kost. Den ideelle og sunde fordeling mellem omega 6 (som vi får så rigeligt af) og omega 3 (fra fede fisk, nødder og frø) hedder 3:1.

 

Min score lå på – gisp?! – næsten 16:1 

Hvad betyder dette og hvad nu? Det er selvfølgelig ikke verdens undergang og betyder ikke, at jeg kradser af i morgen, men jeg er ambitiøs og selvkærlig nok til at ville gøre noget ved det. Jeg er spændt på, om det, at jeg i fire måneder tager et tilskud af disse gode olier (det tager fire måneder for blodet at blive skiftet helt ud), vil betyde en forbedring på de ubalancer, jeg selv oplever i dag. Mine ubalancer handler om min hud med en del urenheder, lidt pollenallergi, indimellem bøvl med fordøjelsen (oppustethed primært) og mindre ledsmerter.

 

 

Vil du være med på rejsen?

De næst fire måneder har jeg helliget til at gøre endnu mere godt for krop og sjæl. Jeg vil fortsat dyrke gode ayurvediske teknikker til indre ro dagligt OG spise gode olier til at få balance i fedtsyrerne. Om fire måneder bliver jeg testet igen, og så er målet at ligge på 3:1. Hør mere om det hele i webinaret herunder!

 

Med ønsket om, at også du må få en kærlig og sund sommer!
Maria

 

NYTÅR! Hvilken energi vil du bære med ind i 2018?

Hvad er dine planer for årsskiftet?

For mig er det vigtigste at gøre og fokusere på det, jeg ønsker mere af i 2018. Og helt ærligt, jeg ønsker ikke at være bedøvet af alkohol, tung og oppustet af mad, eller doven af at sidde til bords i det nye år.

I 2018 ønsker at være på dupperne med god og let energi. Jeg ønsker at mærke mig selv og dem, der virkelig betyder noget for mig. Mit fokus nytårsaften er derfor på let, sund mad, der ligger godt i min mave og giver energi. Tanker, som gør mig glad, og som bekræfter mig i det, jeg ønsker mig mere af. Ægte nærvær med dem, der betyder noget for mig. Samt plads til sjov og forskellige stimuli.

Min mand og jeg starter med lækker, hjemmelavet mad, stearinlys, øjenkontakt og at skrive vores intentioner ned sammen. Så mødes vi til meditation over årssiftet med andre hippier og ender med et glas champagne og nogle skøre, sjove danse til en abefest. Vi har aftalt at følge vores eget tempo og kun gøre det, der føles godt.

1. januar ønsker jeg at vågne op med et klart sind, et smil på læben og glæde over det år, der gik, og det der venter.

Jeg ønsker dig en dejlig nytårsaften, og håber at se dig til mit gratis online nytårswebinar: 4 veje til et meningsfyldt liv i balance i 2018 <3 Det foregår den 8. januar kl. 20-21. Tilmeld dig her! 

(mere…)

DIN holistisk sunde sommer!

Kære dig!

 

Forhåbentlig står ferien for din dør…

Ferie er tid til at tage en pause og lade op, men selvfølgelig også en tid til at have det sjovt og få nye input. Langt de fleste mennesker har en meget skemasat hverdag, og derfor bliver ferien en tid til at improvisere, være spontan og opleve nyt, som hverdagen ikke efterlader tid til. Holistisk sommer handler om balance.

Balance mellem ro og aktivitet og mellem tilbagetrækning af sanserne og nye stimulerende input. Det handler også om bevidst at vælge det gode og nærende for os selv, uanset om det kommer til kost, bevægelse, relationer, aktiviteter eller andet.

 

Lad mig inspirere dig

I videoen herunder ønsker jeg at inspirere og guide dig til en holistisk sund sommer – hvor du BÅDE får mulighed for at geare ned og slappe af, men også at udfordre dig selv med nye kærlige input.

15 min af videoen er en guidet øvelse som bedst laves med ro omkring dig og med mobil på lydløs!

(mere…)

Hvorfor taber jeg mig ikke?

Jeg spiser ‘rigtigt’ og motionerer… Hvorfor taber jeg mig ikke ?

Eller hvorfor er jeg ikke glad – sådan rigtig glad – når jeg nu ‘gør’ alt det rigtige ??

 

Det er to udsagn, jeg ofte hører. Vi har gennem vores opvækst fået tudet ørene fulde af, at hvis vi spiser xxx og motionerer x gange om ugen, så bliver vi slanke, sunde og glade. Det er dog (desværre eller heldigvis) ikke sandheden for rigtig mange mennesker. Når vi bliver konfronteret med de stædige ekstra kilo på sidebenene eller den lave livsenergi, så begynder vi at få øjenene op for en dybere virkelighed…

 

Når kroppen er under pres

De sidste par måneder har jeg selv været under pres. Mine nye projekter i min virksomhed er stadig i sin opstartsfase, som kræver en del på det indre niveau, mine børn har haft ekstra brug for mig OG bedst som min kæreste og jeg flyttede sammen, var min kæreste i en alvorlig ulykke. Disse hændelser kombineret med vinterens mørke og kulde gjorde mig virkelig tung og resulterede i, at jeg pludselig fik svært ved at lukke mine bukser. Jeg kender min egen krop og når jeg er i ubalance, så er det altid på lår, hofter og mave, at de ekstra kilo sætter sig. Og hvorfor er det vigtigt, og er det i virkeligheden ikke lidt hysterisk af mig at lade mig gå på af den slags?

For mig handler det om den indre følelse – jeg kunne mærke, jeg ikke havde det godt. Jeg følte mig bogstavelig talt tung og i ubalance både fysisk og følelsesmæssig. Jeg var også mere intolerant i forhold til min kæreste og hans healingsproces. Det var ligesom om, at hver gang han beklagede sig over smerter eller mismod, så sprang jeg op og blev vred, fordi jeg kunne ikke rumme det… For indeni mig var der kaos. Mit nervesystem var ubalanceret og i denne tilstand var jeg mindre glad, tolerant, havde dårligere fungerende immunforsvar og fordøjelse.

 

Inspiration til holistisk sundhed

Jeg var ‘heldig’. Jeg havde et længeplanlagt kvinderetreat på Ibiza foran mig og det blev den timeout, der var med til at få min krop tilbage på skinner. Appelsinhud og ekstra kilo slap stort set på en uge som et resultat af flere ting. Selvfølgelig sund mad og bevægelse, men i endnu højere grad på grund af den ro, der indfandt sig i varmen under de mange meditationer.

Hvis du igen og igen bliver syg, har svært ved at tabe dig, finder dig selv i konflikter med dine omgivelser, føler mismod eller meningsløshed, så kan det IKKE fikses i det ydre. Det er altså ikke nyt tøj, ny kæreste, den rigtige mad eller motion, der som et trylleslag vil ændre din tilstand, men i stedet at søge dyb indre ro, kigge indad og lære at lytte til dine følelser og forvandle dem. Uforløste følelser og alt det, vi undertrykker af ønsker og behov, får nemlig vores krop til at holde på varerne og lægger sig som en dyne over vores sindstilstand.

 

Lad dig inspirere til holistisk sundhed, hvor både det følelsesmæssige, sjælelige og fysiske tages i betragtning, på online kurset Fundamentet for Sundhed  og videoen herunder!

 

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

Kærlig seksualitet & seksuel kærlighed

Sex må siges at være kærlighedens fysiske udtryk eller hvad siger du?

Nogle mennesker hævder, at de sagtens kan have sex, uden der er kærlighed involveret, andre kan slet ikke åbne sig seksuelt uden at kende og føle kærlighed til det andet menneske… Hvordan hænger det sammen?

 

Jeg har en fornemmelse af, at der er nogle kønsforskelle, men igen tror jeg, det vil være alt for stereotypt bare at sige, at mænd sagtens kan knalde uden kærlighed og kvinder ikke kan. Og jeg tror, jeg vil få på puklen af ny-feminister og bløde mænd, hvis jeg bringer den forenkling ud i verden. På den anden side kan der – ifølge den seksuelle tantra – være noget om snakken, idet den måde mænd og kvinder er skabt til at udveksle energi er gennem et kredsløb, hvor kvinden giver gennem hjertet og manden giver gennem pikken. Omvendt er mænd modtagelige i hjertet og kvinder er modtagelige i skridtet. Når kærligheden flyder frit mellem en mand og kvinde, så giver kvinden sin kærlighed fra hjertet og manden sender sin kærlighed ind i kvinden under elskoven, deres energi/kærlighed cirkulerer.

 

Det gode kredsløb

Når elskov føles dejligt og giver meget glæde og energi til begge parter, så er det et tegn på, at dette kredsløb er intakt og at hjertet derfor er med under sex. Selvfølgelig kan det mekanisk lade sig at gøre at fuldføre akten uden at hjertet udsender energi, men det vil føles mere tomt og energiløst. Og for mange kvinder er det faktisk svært ikke spontant at åbne hjertet, når de modtager manden. Om manden på den anden side kan lukke sit hjerte og undgå at modtage kvinden er måske mere sandsynligt og dermed er vi tilbage til den første antagelse – at en kvinde naturligt vil forbinde kærlighed og sex og at mænd kan “vælge” enten at åbne eller holde hjertet lukket under sex.

Der er dog mange kvinder, der gennem deres opvækst og qua den noget hårde og “frigjorte” holdning til sex i vores samfund har fået så mange sår i hjertet, at de er blevet bange for at åbne til kærligheden. De kan da enten vælge at holde benene samlede og dermed nægte at tage imod fra en mand (sker både i og udenfor det faste parforhold) eller dyrke følelsesløs sex. Det er en særlig sex, hvor man afskærer sig selv fra at mærke, hvad der sker i kroppen og i stedet lader sindet vandre og “faker” sig igennem. Hvis du er en af dem, der enten ikke har lyst til sex, bevidst har fravalgt det eller er følelsesløs i krop og hjerte under sex, så har jeg lyst til at fortælle dig noget vigtigt:

Du – ja lige præcis dig! – fortjener dyb og kærlig elskov. Du har helt sikkert gode grunde til at have lukket af og være blevet hård, men det ER muligt at åbne igen og tiltrække dig den person, som gør sammensmeltningen af sex og kærlighed mulig (igen).

 

At åbne op gennem selv-kærlighed

Det handler først og fremmest om at blive bevidst om, dels at du har lukket af og dels at du ønsker at åbne for nydelse og kærlighed igen. Resten af processen handler i min optik om selv-kærlighed – om at du begynder at tage til dig og forstå, at du fortjener kærlighed. Indtil den rigtige partner dukker op, kan du prioritere at være kærlig overfor dig selv ved at omgive dig med ting, handlinger og mennesker, der giver dig glæde og følelsen af at være elsket.

Herfra kan kærligheden atter finde vej til dig – og der er intet skønnere end at åbne sig i kærlighed for en mand – men det er af natur forbandet sårbart for du åbner jo ind til det allerhelligste.

Givet i kærlighed <3
Maria   

Ps. Til alle mænd (der stadig hænger på) – undskyld at jeg primært retter mig mod kvinder med denne blog, men jeg kan af gode grunde kun gisne om, hvordan det er for manden.

Lad idealerne falde

Den fineste balance i livet oplever jeg som balancen mellem målrettet opmærksomhed på det, vi allermest ønsker, og så kæmpe ydmyghed overfor livets uforudsigelighed.

 

Jeg har lige ligget ned et par uger med en noget sejlivet urinvejsinfektion. Den fik lov til at udvikle sig fra en simpel blærebetændelse, fordi min indre stædige medicinkvinde tog over, som jeg har oplevet så mange gange før. Indeni har jeg fuld tillid til, jeg kan heale mig selv – med lidt hjælp fra naturen – og ofte virker det. Men ikke altid og ikke denne gang.

Som i alle andre sammenhænge i livet, går jeg efter idealet. I dette tilfælde var det for mig at undgå medicin, som jeg grundlæggende ikke føler mig tryg ved. Jeg elsker min krop så højt, at jeg vil gå langt for ikke at indtage noget, der kan skade mit system. Desuden tror jeg faktisk på, at sygdom er godt for immunsystemet. At immunforsvaret aktiveres og netop styrkes, hvis det får lov til at gøre sit arbejde. Da feberen først brød ud, brugte jeg et par dage i feberrystelser, for at give kroppen mulighed for netop at heale sig selv den vej. Feberen fortsatte dog og da jeg skulle til at agere mor og underviser igen, kom panodil ind i mit liv og senere penicillin.

 

Tid til de vigtige spørgsmål

Jeg fik det bedre, men kunne kun ligge ned i lang tid. Det gav mig tid til at reflektere og erkende, hvor vigtig kroppens funktionsdygtighed egentlig er i dette liv. Hvor afhængige vi er af, at kroppen har det godt. Jeg tror, mange af os ofte føler os hævede over kroppens behov og identificerer os mere med sindet og dets ubegrænsethed, viljestyrke og handlekraft. Men hvis kroppen først ligger ned, så er der altså grundlæggende svært at virke i den fysiske verden.

Imens jeg lå og tænkte og mærkede, ramte alle de svære spørgsmål og følelser mig pludselig. Hvorfor lå jeg her? Hvorfor ramte dette mig? Jeg kunne ikke være der for mine børn en hel uge. Jeg måtte aflyse yogahold og møde meget syg op til starten på en en ny workshop med mange deltagere. Jeg følte faktisk skam over ikke at være det sundhedsideal og den perfekte mor, som en del af mig ønsker at være. Lige pludselig spredte skammen sig som en kaskade ud over mit liv. Ud over mit parforhold, mine relationer og mest selvfølgelig i min indre dialog – i forholdet til mig selv. Følelserne var gamle, nogle jeg har kendt længe og selvom mit bevidsthedsniveau i dag er et andet og jeg sagtens rationelt kan fortælle mig selv, at det er naturligt at være et helt menneske med fejl og mangler, så havde jeg svært ved at løfte mig selv ud af tilstanden.

 

Turde det sårbare

Jeg har været meget inspireret af Brené Brown, som studerer og kommunikerer omkring skam og sårbarhed. Hun kalder skam for “the swampland of the soul” og hentyder til, hvordan skam dybest set handler om følelsen af at være forkert, som vi er. På rejsen mod at lære vores sjæl eller dybere lag at kende vil vi uundgåeligt møde denne følelse. Jeg ser det, som en del af mit livsformål at rense og frisætte mig selv for skammen og i stedet træde fuldt og helt ind i mit lys.

Det jeg allerhelst vil give videre i verden – til mine børn og alle andre – er hele mig. At turde vise hele mig, for der er intet mere befriende end at være sammen med mennesker, der favner dem selv i alle deres perfekte så vel som uperfekte sider. Som tør at være sårbar, ærlig, stærk og livskraftig på én gang.

Jeg håber denne blog vil være med til at minde dig om, at du også er et fuldkomment menneske. At du også er et lys, der fortjener at skinne i verden, men at de svære følelser er en naturlig del af vejen.

Jeg vedlægger udpluk af et blidt yogaprogram, som du kan bruge til at skabe harmoni i dit indre eller til at finde ro inden sengetid. Hvis du ønsker endnu mere støtte, så bliv medlem <3

 

Givet i kærlighed <3
Maria

Nydelse vs Synd

We must have the stubbornness to accept our gladness in the ruthless

furnace of this world…

(fra A Brief From The Defence af Jack Gilbert)

 

Der er vist ingen tvivl om, at vi ikke behøver at kigge langt ud i verden eller ned af vores egen gade for at finde uretfærdighed, fortvivlelse, nød og elendighed. At det mørke, det hårde, det svære, det sårbare venter lige om hjørnet. Måske netop af den grund føler jeg, vi hver især har et ansvar for at stå ved vores glæde, begejstring og lyst til livet. Jeg elsker ovenstående linje fra et digt, som direkte opfordrer os til at være stædige nok til at stå ved vores glæde selv i hensynsløs elendighed.

 

Betydningen af yoga

Det er umuligt at snakke om livslyst og -glæde uden at inkludere udfordringerne – uden at favne at verden på en og samme tid er uendelig smuk og hård. Yoga betyder forening og igennem forskellige yogiske praksisser, begynder vi at rumme og favne modsætningerne, fordi vi i glimt fornemmer og erfarer den guddommelige enhed bag dualiteternes dans.

Man kan sige, at vi – ligesom verdenen – på en og samme tid er dualiteten karakteriseret som lyset og mørket samtidig med at vores dybere selv tager bolig i uendelighedens enhed.

Men siden vi tilsyneladende er her i menneskelig form lige nu, så kan vi da vel ligeså godt nyde livet og suge hvert et gram glæde, nydelse og storhed ud af det? Ja, også selvom der tilsyneladende er andre, der ikke nyder deres liv.

Tænk, hvor mange af os, der er vokset op med idéen om, at hvis vi ikke spiser op, så gør vi elendigheden for de afrikanere, der ikke har noget at spise, værre. Den idé bygger på syndsbegrebet. At vi skal ofre os for andre. At vi ligefrem kan gøre andre ondt eller tage fra andre, hvis vi har meget – hvad enten det er glæde eller materielle genstande. Hvis vi skal vente med at føle ekstatisk lykke til hele resten af verdenen også gør det, så kommer vi til at vente, indtil vi ligger i graven.

 

Dine følelser viser vejen

Vi er udstyret med en krop og følelser, der tydeligt fortæller os, om noget føles godt eller ikke. Jeg reflekterer tit over, hvorfor så mange mennesker hver dag står op til noget, der ikke dybest set giver dem glæde. Jeg tror, dette netop bygger på ideen om, vi er syndige. Når noget virkelig føles nemt, sjovt og nydelsesfuldt, så kan mennesker finde på at vende det ryggen og næsten skamme sig over det.

Den seksuelle nydelse er på en måde det ultimative eksempel herpå. Hvorfor er noget af det første, vi lærer om sex, at for meget af det (= nydelse) kan gøre os syge eller at vi kan såre eller skade os selv eller andre under denne leg, som det jo i virkeligheden bare er.

Når sex er virkelig dejligt og fri for begrænsning og synd, så er det jo bare en stor leg. Hvorfor er det første, vi lærer vores børn om sex ikke, hvor skønt og livsbekræftende, det er? Det er trods alt herigennem, vi skaber nyt liv. Så hvis vi vil synden til livs, så starter det måske med, at vi undfanger vores børn i leg og glæde. Og at vi herefter lærer dem – ved at vise eksemplet – at livet gerne må være skønt og nydelsesfyldt på alle måder.

Jeg vil vove påstanden, at hvis vi virkelig vil hjælpe, hvor der er nød i verden, så starter det med, at vi selv viser eksemplet på, hvordan man nyder livet og favner det svære.

Hvad synes du?

 

Givet i kærlighed <3

Maria

Visionen og den indre ild

I dag er en stor dag for mig!

Jeg har tit brugt sloganet ”gå aldrig tilbage til en fuser” som en påmindelse om altid at bevæge mig frem i livet og ikke kigge tilbage. De sidste par år af mit liv har dog været præget af en del bevægelse tilbage. Jeg har fundet ud af, at nogle gange er der stor værdi i at søge tilbage til noget, som ikke er blevet afsluttet ordentligt for at få trukket den fulde næring og livsvisdom ud af det.

Det er sket for mig på alle planer – både i forhold til bolig, arbejde og relationer. Jeg har været tilbage i noget, der ”smagte” gammelt, men alligevel havde en fin ny læring med og som jeg nu føler, jeg ærligt og stolt kan sætte et punktum ved.

 

Selvstændig igen!

I dag starter jeg selvstændig virksomhed for anden gang i mit liv, og selvom jeg har gjort et stort nummer ud af, at virksomheden skulle hedde noget andet og have et andet fokus end sidst, så vil livet altså, at SKAT alligevel har valgt at give mig mit gamle CVR-nummer og sat det gamle navn på.

Jeg har været bange for at gå tilbage til noget, der ikke gik, som jeg drømte om. For at være ærlig, endte jeg med at skylde en del penge og endnu værre – være på sammenbruddets og ensomhedens rand. I den mellemliggende periode har jeg prøvet andre roller af, men jeg har fået bekræftet, at mit kald er at være kommunikator for en ny måde at tænke og forstå sundhed. Og helt ærligt jeg kan ikke finde ud af at være ansat. Jeg er skabt til at være selvstændig og leve mit dybeste kald.

 

Mit livs passion

Så min virksomhed er altså endnu noget jeg går tilbage til, men samtidig mærker jeg en friskhed og modenhed. For skal jeg sætte et ord på min proces, siden jeg lukkede min virksomhed for tre år siden, så er det modning. Jeg er ikke den samme, så selvfølgelig bliver alt anderledes. Samtidig er det uendelig smukt at erfare, at tanker, jeg gjorde mig, arbejde, jeg lavede, og mennesker, jeg udvekslede med dengang, er som fundamentet for mit videre virke.

Hele mit liv bygger på en vision, og hver en handling kommer fra den indre ild, som med disciplin og fasthed bringer mig imod forløsningen af mit livsværk. Første trin, som er på dansk og for et dansk publikum, kalder jeg ”Lev mere – Kæmp mindre”. Det er kort fortalt undervisning – gennem blog, kommende bog og online kurser – i, hvordan du gennem at slippe kamp og anstrengelse kan begynde at leve mere og den vej igennem opnå vedvarende sundhed.

Den større vision, som vil modnes og manifesteres over de kommende år, rammes godt ind af navnet, jeg har valgt til min virksomhed:

Nordic Academy of Ayurveda

 

Det er et navn, der kan rumme min vision, og som minder mig om aldrig at falde i søvn, men altid at lade min ild brænde.

Indenfor min passion, sundhedsvidenskaben Ayurveda, er ild-guden Agni symbolet for sundhed. Når din ild brænder stærkt, så fordøjer, udrenser og transformer du nemt, og heraf har du fundamentet for sundhed på alle planer – fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og sjæleligt.

Følg også med på Facebook – jeg glæder mig til at dele ayurvedaens redskaber igennem tekst, audio og video med dig.

 

Givet i kærlighed <3
Maria