medfølelse Arkiv - Nordic Ayurveda | Nordic Ayurveda

At leve med passion

I lørdags var jeg så velsignet at få lov til at meditere sammen med 500.000 mennesker. Jeg deltog i en global meditation over temaet “compassion”, som blev livestreamet til alle afkroge af jorden.

 

Compassion oversættes normalt til medfølelse på dansk – defineret som tilstanden at kunne sætte sig i andres sted og have en naturlige trang til at hjælpe, dem, der har brug for det. Der var både en engelsktalende og en spansktalende vært til eventet. De dykkede ind i definitionen af ordet og som den nydelige sydamerikanske mand fortalte, så betyder compasión på spansk “med passion”. At leve med passion.

 

Lev med passion

Jeg har ikke kunne lade være at reflektere over sammenhængen mellem at leve et passioneret liv og være medfølende overfor andre. Det rører mig dybt, at der er en direkte sammenhæng mellem at leve efter sin egen højeste glæde og at være en støtte for andre. Og jeg fornemmer da også i mit eget liv, at jo mere jeg er tilfreds med mig selv og mit liv, dels mere givende kan jeg være for andre. I virkeligheden føles det ikke engang som om, jeg anstrenger mig for at give, men mere som om min glæde bare smitter og transmitteres. I denne tilstand behøver jeg altså ikke at “ofre” mig for andre eller en sag udenfor mig selv. Jeg kan være mig og dette er nok.

 

Passion er pittas energi!

Hvorfor er dette spændende i et ayurvedisk perspektiv, tænker du måske. Eller måske rettere; tænker jeg;-) Energien eller tilstanden passion er indbegrebet af den dosha ayurveda kalder for Pitta. Ayurveda filosofien tager udgangspunkt i at den fysiske verden manifesteres af tre livsenergier – de såkaldte doshaer. Det kan lyde abstrakt, men helt kort betyder det, at alt, der findes i verden, er præget af disse tre livsenergier. Læs mere om ayurveda her.

I mine første blogs har jeg været en del omkring livsenergien, Vata, som er den første vi møder både i manifestations processer men også, når vi skal genskabe sundhed igennem balance. Sidste gang åbnede jeg så op for Pitta, idet bloggen handlede om den indre ild og vision. Når du lever et passioneret liv, altså et liv hvor du føler dig energisk, glædesfyldt og fuld af gå-på-mod og optimisme i forhold til fremtiden, så brænder din indre ild. Denne ild er fundamentet for en stærk fordøjelse og forbrænding – som ayurveda ser som nødvendig for sundhed.

 

Åbn for livskraften igen

Fordøjelse og forbrænding sker ikke kun på det fysiske plan – af maden vi indtager – men også følelser og sanseindtryk forbrændes og du ved din ild er stærk, hvis du hurtigt rejser dig efter et nederlag eller en livskrise. Hvis din fordøjelse er svag, så kan du styrke den ved at leve din største passioner. Jeg ved fra min undervisning, at mange ikke har direkte kontakt til deres passioner. Det er helt normalt at have lukket ned for denne livskraft, men du kan finde tilbage til den ved at spørge dig selv øjeblik for øjeblik:

 

Hvad vil give mig mest glæde og energi lige nu ?

 

Og begynde at leve svarene på dette spørgsmål. Den vedlagte åndedrætsøvelse kan også sætte gang i den passionerede energi. Jeg anbefaler den om morgenen og videoen afsluttes med to forløsende nakkeøvelser.

 

Givet i kærlighed <3
Maria